SPORT: Fodboldspillere og atletikudøvere kan se frem til endnu bedre forhold, når de i fremtiden skal træne og spille kamp på de københavnske idrætsanlæg. Kultur- og Fritidsforvaltningen har udskiftet, repareret og opgraderet udstyr til udendørs idrætsaktiviteter for to millioner kroner.
245 nye fodboldmål, to amerikanske fodboldmål, to spillerbokse og nyt atletikudstyr. De københavnske idrætsanlæg har fået et løft for to millioner kroner – herunder også anlæggene på Kløvermarken og i Sundby Idrætspark.
Opgraderingen er sket på baggrund af en god kontakt mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen, bydelslederne og relevante idrætsforeninger, der har haft mulighed for at fortælle hvilket udstyr, de har manglet.
Høj standard
”Det er afgørende, at kommunens idrætsfaciliteter har en høj standard, hvis vi vil tiltrække og fastholde folk i sports- og foreningslivet. Opgraderingen er godt nyt for både fodboldspillere, atletikudøvere og københavnske skolebørn, der gør brug af hovedstadens idrætsanlæg. Jeg håber virkelig, at opgraderingen bringer glæde og gavn for brugerne. Og at det er med til at sikre, at flere får lyst til at blive en del af fællesskabet og foreningslivet,” siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard.
I alt er der indkøbt 245 fodboldmål i forskellige størrelser som fordeles på 18 anlæg, herunder to amerikanske fodboldmål på Kløvermarken.