Gratis tandbehandling til udsatte

TÆNDERNES DAG: Tandklinik åbner dørene fredag 19. januar og tilbyder gratis tandbehandling hele dagen til socialt udsatte.

Camilla Kirkeby deltog i dokumentaren “Det Tandløse Danmark” i november 2022, der handler om ulighed i tandsundheden i Danmark.

 

I alt 40 tandlæger, tandplejere og klinikassistenter fordelt på fire klinikker i Storkøbenhavn står klar, når tandklinikken PLUS1 og “Smil Igen Fonden” byder på gratis tandbehandling fredag 19. januar fra kl. 8.00 til 15.00.

Camilla Kirkeby er klinikejer hos PLUS1 Tandlægeklinik og grundlægger af Smil Igen Fonden, som rekonstruerer slidte og ødelagte tandsæt for socialt udsatte. Hun siger sådan:

”Det har altid ligget mig på sinde at give tilbage til samfundet, hvor jeg kan. Med Tændernes Dag giver vi os selv en oplagt mulighed for at hjælpe rigtig mange mennesker på kort tid. Vi kan ikke nå helt i dybden med alle sammen, men vi kan nå et godt stykke vej ”.

Tændernes Dag foregår på PLUS1’s fire klinikker, bl.a. i Field’ på Arne Jacobsens Allé.

Først-til-mølle
Patienterne bliver behandlet efter først-til-mølle-princippet, og der er sat højst en time af til hver patient.

Behandling kan være tandeftersyn og tandrensning, fyldninger, tandudtrækninger samt undersøgelse for og behandling af paradentose.

PLUS1 ønsker at sikre, at klinikkerne behandler dem, som har allermest brug for det, og derfor er der opsat nogle kriterier for, hvem der kan modtage behandling på dagen. Man skal f.eks. medbringe sundheds- eller opholdskort samt dokumentation for den ydelse, man modtager. Det er ikke muligt at modtage behandling, hvis man er påvirket af alkohol eller stoffer.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?