En præst var fortvivlet over sin egen reaktion: Der var specielt en enkelt dame i menigheden, som ustandselig gav ham nærmest overdreven opmærksomhed – for at sige det pænt! Næsten ligesom fru Hyacinth gør det overfor præsten i TV serien: ”Fint skal det være!”
Præsten gik ind i kirken og knælede ved alterskranken og tiggede og bad Gud give ham tålmodighed. Han bad længe og inderligt, og endelig så fornemmede han, at nu hjalp det. Gud havde hørt hans bøn. Tålmodigheden var nu hans. Han følte sig lettet. Nu kunne det kun gå bedre. Pludselig gik døren til kirken op. og ind kom hans ”fru Hyacinth”.
Han sukkede. ”Kære Gud! Hvorfor lige hende?” Nu havde han det lige så godt.
Gud sagde: ”Jamen, bad du ikke lige om mere tålmodighed?”
Vi forstår det udmærket. Jeg gør hvert fald. ”Herre, gør mig tålmodig, men gør det snart!” En virkelig selvmodsigende bøn, som bringer smilet frem.
Det er så nemt at være tålmodig eller at vise tålmodighed på papiret eller i teorien. I ens holdninger kan tålmodigheden trives ganske udmærket. Vi tror, det står så godt til med det begreb, hvad angår mig, men når det kommer til praksis, så er der meget at sukke over.
Nu er det bestemt ikke kun noget, som præster har problemer med. Måske er forargelsen større, når det viser sig, at præster også er ganske almindelige syndige mennesker. Vi burde selvfølgelig også være gode eksempler for andre.
Det helt særlige ved evangeliet om Jesus er jo netop bragt til os, der ved, at vi ikke er perfekte.
Gud forlanger ikke perfektion af os. Han vil gerne virke perfektion igennem os, men Gud ved helt sikkert, at det ikke lykkes fuldt og helt – nej, langt fra, men han møder os ikke bare med overbærenhed, men han giver os sin uforbeholdne tilgivelse, og det er netop forskellen mellem kristentroen og andre religioner, og det gør, at jeg kan slappe af i tillid og tro på, at Gud elsker mig, som jeg er!
Det skal bestemt understreges, at Gud altså også ønsker at virke i mit og dit liv med sin Ånd, så vi udviser mere tålmodighed med mennesker, som har en tendens til at irritere os. Måske er de netop bragt ind i vort liv eller sat i nærheden af os, så vi bliver afmægtige nok til at bede Gud gribe ind i mig, så jeg elsker min næste med hans hjælp.
Der er en bog, der handler om emnet. Jeg har ikke læste den, men kan alligevel anbefale den. Sognepræst Niels Nymann Eriksen har givet sin bog emnet: ”Tålmodighed – giv plads til evigheden”
Bogen bliver beskrevet som en bog, der handler om at blive den person, som vi er skabt til at være.
Tålmodighed drejer sig om at blive mere og mere stille.
I omtalen af bogen fortælles det, ”at bogen ikke er til selvhjælp og egne anstrengelser, men det er en bog til opbyggelse. Opbyggelseslitteraturen hjælper os ikke at mestre tilværelsen, men at overgive os i tillid. Det er altså ikke en selvhjælpsbog.
Opgaven er ikke at finde egne ressourcer, som kan holde os oppe, men til at forudsætte, at der er et fundament større end os. Vi er ikke alene.”
Ser vi i Bibelen, så omtales tålmodighed som Åndens frugt.
Bibelen er en meget jordnær og realistisk bog, som beskriver, hvor ofte tålmodigheden slipper op. Her er lige et par eksempler:
”Den, der er sen til vrede. er meget forstandig, den, der mister tålmodigheden, sætter dumheden i højsædet.” Ordsprogenes bog kap. 14 vers 29
”Med tålmodighed får man stormanden overtalt. En mild tunge kan knække knogler.” Ordsprogenes bog kap. 25 vers 15
”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind” 1. Korinterbrev kap. 13 vers 4
”Gud har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.” 2. Peters brev kap. 3 vers 9
Hvor er det godt, at Gud har tålmodighed med os. Vi må bede ham give os mere tålmodighed med andre, for i Jesus har vi vort forbillede.
Både I, der læser, og jeg kunne komme med rigtig mange eksempler på vores utålmodighed.
Jeg kunne give jer helt nutidige eksempler fra mit eget liv, men så meget vil jeg ikke røbe om mit slemme jeg, men jeg ved, at min utålmodighed kun fører til stress, vrede, frustration, og mine dårlige reaktioner går allermest udover mit egen indre, så kære Gud: ”Giv mig mere tålmodighed, og giv mig det straks!”
Rigtig god søndag! Se på dine medmennesker med milde, forstående øjne. Måske er de i dit liv, fordi du skal lære mere om at være afhængig af Guds hjælp og virke i dig.
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst på Amager