Jeg har tilbragt nogle dage i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh. En myretue af gadehandlende, markeder og små boder, tuk-tuk og 125 cc-motorcykler i en stor vrimmel.
Landet styres med hård hånd af Hun Sen og hans familie, sønnen Hun Manet har overtaget posten som premierminister og svælger i ufattelig rigdom, mens meget – meget – store dele af den 17 mio. store befolkning er endog ekstremt fattige. Og for disse er tilværelsen en daglig kamp for overlevelse. Her er f.eks. ikke nogen form for sygesikring, hvis man bliver syg er der kontant afregning – inden behandlingen.
Uden penge er alternativt at miste livet, og den kendsgerning synes de fleste af leve med. Sådan er der bare.
Udenfor hovedstaden leves et fattigt liv, virkelig fattigt, og en 10-dollar-seddel kan redde en uges tid for mange cambodjanere.
Fattigdommen lærer beboerne i landsbyerne at dele. Jeg har sædvanligvis en del legetøj og slik med til den familie, jeg besøger, og jeg lægger mærke til, hvordan familiens børn på de små ben hjuler afsted til deres venner i de nærliggende “huse” for at dele de små slikposers indhold med de andre børn. Ret stærkt at se…
Her er heldigvis fremgang at spore, især i de større byer, Phnom Penh og Battambang. Hun Sen har allieret sig med Kina, der har investeret massivt i landet: Det kan naturligvis vække bekymring: På den anden side har det skabt masser af jobs, og det er med stolthed, at mange unge cambodjanere bærer uniform og serverer pizza eller kaffe i henholdsvis Pizza Hut eller Amazon.
Samt sikrer sig en fast indkomst, der væsentligt kan forbedre forholdene hjemme i landsbyen. Ikke store lønninger, så langt fra – men bedre end ingenting,.
Forleden sendte jeg nogle skjorter til vask; jeg var på rejse rundt i landet og havde svært ved selv at klare vasken.
På hotellet afleverede jeg skjorterne i det lille vaskeri i stueetagen, som drives af mor og datter.
Kort efter jeg havde afleveret tøjet bankede det på døren: Udenfor stod pigen med næsten 100 dollars, som jeg havde glemt af tage op fra min skjortelomme.
Jeg må tilstå, at jeg var overrasket: Jeg ved, at mange mennesker herude er ærligheden selv, men alligevel: Næsten 100 dollars, for mange en halv månedsløn, men ingen tøven. Pigen var straks sendt op til “Barangs” værelse med fundet:
“Barang, look, you forget money…!”
Jeg ved ikke… der er heldigvis ærlige mennesker allesteder, men på en eller anden måde var jeg målløs: Beløbet havde med garanti lunet godt i den lille families økonomi, men ingen diskussion: Pengene blev prompte leveret tilbage.
Belønningen faldt selvsagt lige så prompte. For af de små rollinger i de cambodjanske landsbyer har jeg lært at dele…
God weekend…
