Der er så mange ord i f.eks. Bibelen, som ikke længere er i brug i dag. Mange af de gamle ord indeholder dog en uendelig væsentlig betydning, og derfor må de oversættes eller forklares, så de igen kan berige os.
I denne klumme vil jeg nævne et ord, som har givet mig meget, og som vi bliver nødt til at få forklaret. Det vil nok ikke blive brugt igen i nudansk sprogbrug, men hvem siger, at vi ikke godt må dykke ned i det, der engang var forståeligt for vores forfædre – og hvem ved, om ordet så ikke igen kan få nyt liv.
I dag drejer det sig om det gamle ord ”sagtmodighed”, som bliver brugt også i vores nuværende udgave af Bibelen.
Hvad vil det dog sige? Hvad betyder det at være sagtmodig? Har vi brug for at vise sagtmodighed i den verden, vi kender i dag?
Jeg har en personlig udlægning af det gamle ord, som jeg ikke ved om holder rent sprogligt på grundsproget (som jo er græsk), men som siger mig meget i den danske form.
Sagtmodighed er at have ”mod til at gå sagte”.
Jeg har ikke altid udvist den evne. Da jeg begyndte som præst, havde jeg travlt – alt for travlt. Da jeg mødte mine første konfirmander, kunne jeg se, hvor meget de i grunden havde brug for at få en sund relation til Gud – til Jesus.
Jeg var ny i jobbet, og jeg handlede i begyndelsen meget egenrådig – uden at gå den rette kommandovej via det menighedsråd, som var sat til – sammen med mig – at virke for menighedens liv og vækst.
Jeg havde ikke ”tid” til forarbejdet, stak ikke fingeren i jorden, men gik bare i gang. Tillid kan man ikke tage for givet. Tillid skal vokse sig frem mellem mennesker. Jeg var lidt for bulldozeragtig – endog uden jeg var opmærksom på det som sådan.
At være sagtmodig – at have mod til at gå sagte – er et nødvendigt sindelag at have, når man begynder i et nyt job.
Det gælder ikke bare i et job som præst, men det gælder faktisk enhver, som har fået et nyt arbejde.
At være sagtmodig er ikke at nedgøre sig selv til at være en dørmåtte, som bare bøjer sig for alt og alle. Det er at kende sin plads i respekt for de mennesker, som vi nu engang omgås. Det er at være i stilhed og forventning, så man ikke straks suser afsted uden at vide, om man har opbakning. Det er at være villig til at lytte og lære fra de mennesker, som man nu engang er blevet sat iblandt.
At være sagtmodig er for mig allerførst at lytte til Gud og vente, at han giver startskuddet til det, som skal gøres.
I Bibelen i Mattæus evangeliet kap. 5 vers 5 står der i den prædiken, som Jesus holdt på et bjerg, og som vi derfor kalder for Bjergprædikenen: ”Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden!”
Pave Frans siger i en prædiken om de ord:
”Der står ikke: Salige er de sagtmodige, for de skal erobre jorden!” Der står altså ”de skal arve jorden!”
Og jeg fortsætter: Når vi arver noget efter forældre eller en slægtning, så er det noget, som bliver os givet. Løftet om ”at arve jorden” betyder, at noget værdifuldt bliver os givet.
Vi får aldrig nogensinde noget igennem ved ”at erobre det”. Vi kan godt gennemtvinge noget, men det er som regel aldrig særlig klogt eller særlig gavnligt for sagen.
Som ny på en arbejdsplads, eller hvor vi nu har indflydelse, da får vi meget givet – vi arver det – når vi har ”mod til at gå sagte”. Vi opnår mere, og det positive og gode klima, vi så gerne vil arbejde i. bliver så meget bedre, når vi har tid til at vente på andre eller vente på det rette tidspunkt.
Jeg tror, mange af os præster begår samme fejl – vi er for hurtige på aftrækkeren, eller vi er så ivrige efter at nå mennesker, så vi overfodrer dem med endeløse meninger/dogmer/ skriftsteder – uden at tænke på, at nogen af os har haft et helt liv til at fordøje, hvad Bibel og kristentro betyder! Gud har masser af tid. Han ønsker virkelig, at du og jeg skal lære ham bedre og bedre at kende, men det er oftest en proces. (Det betyder ikke, jeg mener, at det er ligegyldigt, hvad vi tror!)
Alle jer, som ikke er præster, kan stort set begå den samme fejl. Vi må tage tid til at lære et nyt sted at kende. Vi må alle lytte og lære, og jeg mener jo, vi inderst inde må spørge Gud, hvad vil du, jeg skal gøre lige her – uanset om det er i kirken, du arbejder eller et andet sted.
At være sagtmodig er af og til blevet misforstået, som om udtrykket betyder, at man bare skal være mild og eftergivende, og at man aldrig skal stå fast på det, som man mener, er rigtigt!
Jesus var sagtmodig, men han viste f.eks. også vrede, når noget var bunduretfærdigt.
Han drev de handlende – kræmmerne – ud af templet, fordi de havde gjort Guds hus til en røverkule, i stedet for at det skulle være et bedehus. Han viste virkelig vrede. Det var helt berettiget.
Jesus talte skarpt og sandt imod de religiøse farisæere, når de prøvede at binde folk i lovregler og tåbelige paragraffer, som på det tidspunkt hindrede Gud i at tale til dem, og som fik dem til at fravælge godhed og kærlighed til det menneske, som desperat havde brug for kærlighedens og sandhedens Gud og brug for støtte og hjælp i stedet for dom.
Jesus var sagtmodig, men han var også klar i mælet, når der var noget, som virkelig var af stor betydning – til gavn for de mennesker, som søgte ind i Guds nærvær, men ikke kunne komme der p.g.a. den mur af hindringer, som farisæerne lagde på deres vej.
Jesus viste en retfærdig vrede, men ofte er vores vrede langt fra på plads.
Paven Frans siger:
”Et øjebliks vrede kan ødelægge så mange ting; man mister kontrollen og sansen for, hvad der virkelig er vigtigt, og man kan ødelægge forholdet til en bror, så det nogle gange er uopretteligt. Der er så mange brødre og søstre, der på grund af vrede ikke taler sammen mere. Det er det modsatte af sagtmodighed.
Sagtmodigheden forener, vreden adskiller. Sagtmodigheden erobrer så mange ting. Sagtmodigheden kan besejre hjertet, redde venskaber.”
Opfordring til en bøn: Kære Gud! Giv mig mod til at gå sagte. Giv mig dit sindelag. Lad mig være i stilheden hos dig, så jeg handler ret. Amen.
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst på Amager
