FOR BØRN:Mon du kan fange dem? Nu er de spredt ud over den 20 hektar store park: Pokémons i alle afskygninger. Lørdag 4. maj er der rig mulighed for at tage på en ægte Pokémon-ekspedition, når PokéMoves indtager Tårnby.
”Det kræver både mod og held – vi må bare hjælpes ad”.
Måske nogen genkender strofen fra Pokémon temasangen? Nu kan man være med til at efterprøve den, når Travbaneparken forvandles til et gennemført Pokémon-univers lørdag 4. maj.
Den dag kan man udforske parken som en ægte Ash Ketchum til det populære event “PokéMoves”. Her kan man blive en ægte Pokémon-træner og vende hjem med flotte præmier. Arrangementet er arangeret af DGI og Tårnby Håndbold Klub og har fokus på at få børn væk fra skærmene og ind i legens labyrint.
Alle børn i alderen fra fire til ni år kan sammen med deres forældre, bedsteforældre eller omsorgspersoner gå på opdagelse i Pokémons verden med et væld af sjove, fysiske aktiviteter inspireret af det digitale univers “Pokémon Go.” Initiativet skal ses som et godt alternativ til en mere stillesiddende hverdag, hvor skærmene vinder stadigt større indpas i børnenes liv.
Ikke aktive nok
”Vi ser en generel udvikling, hvor rigtig mange børn ikke er aktive nok. Mange sidder bag deres skærme og oplever større ensomhed og distancering fra deres fysiske omgivelser. Den problematik vil vi gerne forsøge at løse gennem sjove, fælles aktiviteter som bringer glæden ved bevægelse i spil”, fortæller Amalie Larsen, eventkonsulent hos DGI Nordsjælland, og fortsætter:
”Vi formidler det i et univers, som børnene elsker, så de næsten ikke opdager, at de dyrker en let form for motion, men blot leger. På den måde kan vi på fineste vis kombinere bevægelse med sjov, når vi holder PokéMoves. Som forening har vi ligeledes en vigtig rolle i at følge med tiden og gøre vores arrangementer nytænkende og inkluderende.”
”Jeg vælger dig!”
Til turen rundt får alle deltagende udleveret et skattekort over området og de missioner, de sammen kan komme på med sjov, spænding og fart i højsædet. På den måde får hele familien de bedste rammer for at drage ud og sammen løse de fysiske udfordringer i retningen mod at blive en toptunet træner.
I løbet af dagen vil der foregå forskellige former for lodtrækningsaktiviteter med mulighed for at vinde flotte Poké-præmier med hjem til den eksisterende eller begyndende samling på børneværelset. Når Pokémonjagten er velgennemført efter et par timers fart over feltet, venter der yderligere en lille overraskelse til alle deltagende børn, som bliver afsløret på dagen.
Senere er der rig mulighed for at komme forbi hallen, hvor Tårnby Håndbold klub står klar med aktiviteter til ethvert niveau og enhver spirende håndbold-aspirant.
Tilmelding her https://www.dgi.dk/arrangementer/202418004501