I den sidste tid har jeg brugt megen tid på at gå tilbage til min barndom og ungdom, og det har været en god og sund proces, og ganske spændende har det været.
Jeg har derfor ikke kunnet lade være med at tænke både på fortid, nutid og fremtid.
Allerførst har tanken om at huske tilbage være svært, for kan jeg overhovedet huske, hvad der skete i min barndom? Jeg er jo blevet en gammel kone. Men det er lykkedes ganske fint – bedre end jeg troede!
Nogen plejer hukommelsen ved at løse suduku, og hukommelses musklen skal vel trænes ligesom alle andre muskler, men måske sker det bedre, hvis vi på et eller andet tidspunkt sætter os ned og også gerne nedfælder, hvad vi får af tanker om det, der skete – engang!
Det kan så absolut gavne vores hukommelse og vores hjernekapacitet, men det kan også åbenbare en rigdom, som viser os, hvor meget vi har at være taknemlig for.
For dem, der har haft en svær fortid, kan det måske være pinefuldt, men måske også forløsende – især hvis man gør det sammen med et menneske, man har tillid til. Det er hvert fald ikke sundt at leve i nutiden med fortrængninger, som man ikke tør røre ved, og som ikke må komme op til overfladen! Fortiden er ikke sådan at fortrænge!
Johannes Møllehave siger i sin bog_ ”Det tabte sekund” i et digt:
Intet bliver rigtigt fortrængt,
Skønt man tror, det er glemt.
Dybt i en krog af din sjæl
Er sekunderne gemt.
Dem, der gled ud af dit liv
Uden ord til farvel.
De, som svigtede dig.
Dem, du svigtede selv.
Tiden går også for den,
Som slår uret itu
Både det tabte sekund
Og det evige nu.
Samler du døgn eller år
Til et strålende bundt,
Ved du, hvor glæden lå gemt
I det tabte sekund?
Levende dør i dit sind,
Mens de døde er til.
Husker du alt, hvad du kan
Eller kun, hvad du vil?
Hvad er så frydefuldt til
Og kan gøre så ondt?
Tidens atom eller brøk:
Det tabte sekund.
Der tales meget om vigtigheden i at leve i nuet, og det er også utrolig vigtigt, at vi er nærværende, er fudlt ud til stede – ikke mindst, når vi er sammen med andre, men lige så vigtigt er det, at vi ser bagud, for hver og en af os har en historie – en bagage, som vi bærer med os i livet, og som det kan være sundt og givende at beskæftige sig med!
Måske forstår vi heller ikke nutiden, hvis vi ikke har et blik for, hvordan vi er blevet, som vi nu engang er.
Hvad er vores historie? Hvem var vore forældre? Hvordan var de? Hvordan var jeg som barn? Hvad har jeg båret med ind i nutiden, som der blev lagt grund til i det liv, som ligger bag mig, og hvordan er det kommet til at præge mit liv lige nu og her, og hvordan vil jeg bære det med mig i den tilværelse, som ligger foran mig?
Fortid, nutid, fremtid hører uløseligt sammen!
Nutiden bliver ofte ødelagt, hvis vi har svært ved vores fortid, og hvis vi er bange for, hvad der kan ske i fremtiden, så lever vi heller ikke et meningsfyldt liv og er ikke i balance med os selv og er heller ikke i ordentlig kontakt med vore medmennesker. Vore tanker er derimod rettet alt for meget om os selv – og det bliver et egoistisk og navlebeskuende liv – alt sammen fordi vi ikke har taget os af vore fejl (læs synd) og de svære ting, som skete i fortiden.
Derfor er det så vigtigt, at vi har fred med Gud! Og hvad betyder det så?
Paulus er i 1. Kor. Brev i Bibelen dybt fortvivlet over sin fortid og sine åbenlyse fejl og mangler.
Han skriver: ”Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. ”Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?”
Tanken om sin fortid plager den gode mand, og han påstår endog også, at der ikke bor noget som helst godt i ham! Hans venner ville nu nok sige, at sådan ser de ikke på ham!
Paulus kæmper med sin fortid, og det kan vi også nemt gøre, og der er nok gået en del tid, inden han så skriver:
”Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre” – ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus!”
Fred med Gud er at få øje på, hvad Jesus betyder for os den enkelte, hvad angår vores fortid, nutid og fremtid!
En evt. løsning på bekymringer for fremtiden er at huske på en gammel salme, hvor Grundtvig synger:
”Han, som har hjulpet hidindtil,
Han hjælper nok herefter,
Han altid kun det bedste vil,
Og han har almagts kræfter.”
Med hensyn til mine tanker om min barndom og ungdom gælder den første linje: Han, som har hjulpet hidindtil! – for jeg er fyldt med glæde og taknemlighed.
Fortiden kan også få os til at se, hvor meget vi har at takke for.
Gud har jo været der hele mit liv – også på tidspunkter, hvor jeg ikke tænkte særlig meget over ham! Han gav mig en dejlig barndom, dejlige forældre, skønne søskende, gode venner og ja, et godt liv! Jeg har næsten glemt det, men nu har jeg erindret det, og det er noget helt andet end bare at huske noget! At erindre er at tage det ind og næsten gennemleve det igen – i tankerne!
Håber du også får et godt udbytte af at huske på og endda erindre den fortid, du har haft – hvordan den end har set ud!
God søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst på Amager
