MUSEUM: Den verdenskendte street art-kunstner Banksy er hovednavnet, når privat museum snart åbner i historisk bygning et stenkast fra Kongens Nytorv. Mæglerfirmaet CPH Erhverv har stået for udlejningen.
Når et helt nyt museum 1. maj slår dørene op i Toldbodgade 12 ved Nyhavn og tæt på Kongens Nytorv, er den verdensberømte britiske street art-kunstner Banksy hovednavnet. Det sker med udstillingen ”Banksy & Street Art: The Early Years” i Masters & Contemporary Art Museum eller blot MACA Museum, som har overtaget to etager i ejendommen fra 1807.
”MACA Museum har fokus på kunstnere fra dette århundrede og fra 1900-tallet, og vores første udstilling viser en lang række eksempler på street art og graffiti, som opstod i USA omkring 1980. Vores udstillinger kommer – ud over Banksy – til at omfatte navne som Andy Warhol, Jeff Koons, Damien Hirst, Jean-Michel Basqiat og japanske Yayoi Kusama,” fortæller britiske Nigel Mead, som er manden bag MACA Museum.
(Artiklen fortsættes under billedet)
I mere end 30 år har Nigel Mead været kunstsamler og forhandlet moderne kunst med eget galleri i London. Med dansk familie har han gennem mange år jævnligt besøgt Danmark og har det ligeledes private kunstmuseum Louisiana i Humlebæk som forbillede.
En anden atmosfære
”Louisiana ligger fantastisk og naturskønt, mens MACA Museum kommer til at ligge i det centrale København med en helt anden atmosfære og en mere intens og urban energi. Og hvor Louisiana viser værker af meget kendte navne og ofte også af afdøde kunstnere, så vil MACA Museum i højere grad præsentere kunstnere, som stadig skaber ny kunst og måske er på vej mod toppen,” forklarer Nigel Mead.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Han forventer, at MACA Museum på årsbasis får 50.000, måske 100.000 gæster. Museet får også en café, og planerne omfatter to-tre årlige udstillinger med cirka 60 værker, en blanding af egne og lånte værker.
Nigel Mead har i flere år gerne villet åbne et privat museum i København. Private museer er ret udbredte i hans hjemland, mens de fleste museer herhjemme er offentlige eller modtager store offentlige tilskud.
Kulturel verdensscene
”Trods en ret lille befolkning har Danmark klaret sig utroligt godt på den kulturelle verdensscene – fx inden for arkitektur, design, sport og gastronomi med nogle af verdens bedste restauranter – og inden for erhverv generelt. På samme måde som MACA Museum vil introducere de allerbedste internationale kunstnere for et dansk publikum, vil museet også introducere de allerbedste danskere kunstnere i begyndelsen af deres karriere for et internationalt publikum. Det er meget vigtige mål for museet,” siger Nigel Mead.
I Toldbodgade 12 har han haft mulighed for – sammen med udlejers arkitekt – at skabe rammerne for et museum. Tilpasningerne er sket med respekt for ejendommens oprindelige formål som pakhus.
(Artiklen fortsættes under billedet)
”Vi er glade for at have hjulpet Nigel Mead med at finde ideelle lokaler midt i København og for at bane vej for en ny attraktion med højt kunstnerisk niveau til glæde for både turister og byens borgere. Tak til Gammeltorv Ejendomme for, som udlejer, at være med på ideen om at skabe rammerne for et museum – vi kan forhåbentlig fortsætte ad den vej og få kreative virksomheder ind på de sidste ledige kvadratmeter i ejendommen,” siger Klaus Hougaard Christensen, partner i CPH Erhverv.