Amerikansk pengeløb

Christian Rasmussen kom ikke videre fra indledende heat i nyt løb.
Der køres pengeløb på The Thermal Club, der er kommet med som en del af IndyCar-kalenderen for første gang. Foto: Chris Jones.
Der køres pengeløb på The Thermal Club, der er kommet med som en del af IndyCar-kalenderen for første gang. Foto: Chris Jones.

Af Thomas Mose

Søndag den 24. marts havde IndyCar-feltet for første gang taget turen til The Thermal Club i Californien, hvor Christian Rasmussen skulle dyste i løbet $1 Million Challenge.

The Thermal Club er et luksuriøst motorsportsanlæg beliggende i ørkenen nær Palm Springs, Californien. Det tilbyder førsteklassesfaciliteter for racingentusiaster – inklusive flere racerbaner samt luksuriøst klubhus og indkvartering. Anlægget er designet til at give en eksklusiv oplevelse for medlemmer og deres gæster, hvor de kan nyde motorsport i verdensklasse i private omgivelser.

$1 Million Challenge er i år en del af IndyCar-serien for første gang. Der gives ingen point til kørerne – men som navnet antyder, er der store pengepræmier på spil. Med en samlet præmiepulje på over 1,75 mio. dollar og 500.000 dollar til vinderen er løbet designet til at presse kørerne til at yde deres bedste uden bekymring for mesterskabspoint. Dette skaber en unik racingdynamik.

Løbet afvikles som et heatløb. Alle kørerne deltager i et indledende heat – og de hurtigste kvalificerer sig til løbsfinalen om de store pengepræmier.

Det var første gang siden 2013, at IndyCar afholdt heatløb, hvilket tilføjede et ukendt element til arrangementet.

Christian Rasmussen i bil nr. 20 får ikke kvalificeret sig til løbsfinalen. Foto: Chris Jones.
Christian Rasmussen i bil nr. 20 får ikke kvalificeret sig til løbsfinalen. Foto: Chris Jones.

Ingen finale

Rasmussens præstation i løbet afspejlede de små marginer i IndyCar, hvor hver eneste brøkdel af et sekund tæller. Danskeren skulle efter kvalifikationen starte som nummer 11 i andet heat.

Selv om det lykkedes for Christian Rasmussen af forbedre sig en anelse og komme i mål som nummer 10 – rakte resultatet desværee ikke til en plads i finalen.

Alex Palou havde derimod rigtigt god fart i bilen. Han vandt heat 2 foran Marcus Armstrong og Graham Rahal.

Løbets første heat blev vundet af svenske Felix Rosenqvist, der efterfulgtes af Scott McLaughlin og vinderen af sæsonens første løb, Josef Newgarden.

Seriens anden dansker, Christian Lundgaard, kom ind som nummer fire i sit heat og kvalificerede sig dermed til finalen, der blev kørt senere på dagen.

Der var dog ingen danskere at finde på podiet efter finaleløbet.

Finalen, som blev kørt over 20 omgange, blev vundet af Alex Palou – med Scott McLaughlin og Felix Rosenqvist på de efterfølgende pladser. Christian Lundgaard sluttede som nummer ni i finalen.

IndyCar-feltet bliver i Californien, hvor det næste løb køres søndag den 21. april på en gadebane i Long Beach.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?