Kampagnen, som var blevet varslet både på kommunens hjemmeside og i Dragør Nyt, førte til opdagelsen af 11 hestehold, hvoraf de fleste ikke tidligere havde været underlagt regelmæssigt tilsyn på grund af deres størrelse. Det skriver Tårnby Kommune i sin årlige rapport for Natur, Miljø og Klima, som de udarbejder, fordi de har overtaget området fra Dragør Kommune.
Problemet med de skjulte heste er, at man skal anmelde, at man holder heste til kommunen, som så kan vurdere hvilke løbende tilsyn, der skal udføres.
Det var kun ejerne af et enkelt hestehold, som selv havde meldt sig som følge af oplysningskampagnen. De resterende måtte kommunens medarbejdere selv ud at opstøve.
De fandt, at fem af hesteholdene var tilsynspligtige, hvoraf det dog blot er et af de fem, der skal føres regelmæssige tilsyn med. Det afgøres blandt andet ud fra størrelsen på staldene.
Gentagelse
Kampagnen har ikke blot ført til opdagelsen af skjulte hestehold, men den har også givet kommunen blod på tanden til fortsat at opspore hestehold for at sikre overholdelse af miljøreglerne.
Tårnby Kommune har i kølvandet på kampagnen udviklet et digitalt anmeldelses-skema, som hesteejere kan gøre brug af, og med henblik på at øge opmærksomheden om anmeldelsespligten planlægger kommunen at gentage kampagnen senere i år.
Det er nødvendigt at anmelde, at man har en hest, fordi der er en række regler, man skal overholde. Blandt andet må heste kun holdes i landzoner, og på grund af miljø- og lugtgener skal der være en vis afstand fra stalde og møddinger til for eksempel naboer, veje og vandløb.
RMP