Den optælling af hjemløse, som vi omtalte for godt en uge siden, er blevet opdateret til 2024-tal. Nu viser tallene, at der er 113 hjemløse i kommunen.
Den 20. april var historien ellers, at antallet af hjemløse siden 2022 var steget fra 121 til 223 hjemløse, hvilket fremgik af kommunens referater. Så tallene fra sidste år må siges at være en afviger i statistikken.
Der er en god grund til afvigelsen. Optællingsmetoden er nemlig blevet ændret, både fra 2022 til 2023 og fra 2023 til 2024.
Optællingen er en del af en større kortlægning foretaget af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, i samarbejde med Danmarks Statistik og Social-, Bolig- og Ældreministeriet.
Den bliver foretaget af alle ansatte i kommunen, der har berøring med hjemløse – for eksempel socialrådgivere i socialforvaltningen og ansatte i jobcentre, behandlingsenheder og sociale tilbud.
Hvert år i uge seks redegør de via et skema for personer, den ansatte har kontakt med eller har kendskab til, og som er hjemløs i netop den uge.
Dragørs kolonihavebeboere kommer i forbindelse med denne opgørelse til at spille statistikken et puds. Disse beboere skulle pludselig regnes med som hjemløse i 2023, hvilket de ikke skulle i 2022 eller 2024.
Grunden til, at kolonihavebeboerne ikke længere skal regnes med, er, at det er usikkert, om den viden, man har om personerne, gør, at de falder ind under til VIVEs definition af hjemløshed.
Dragør Kommunen ser nemlig på, hvem der har adresse i en kolonihave i uge 6. Men det er ikke det samme som at konkludere, at de er hjemløse.
Personerne kan eksempelvis have glemt at ændre deres adresse fra sommersæsonen til deres nuværende bopælsadresse, eller de kan bruge kolonihaven som almindelig bolig. Og begge dele bevirker, at kolonihaveejerne ikke bør tælles med.
I forvejen er hjemløsestatistikkerne en varm kartoffel i Dragør Kommune, fordi man i 2019 kun havde registreret to hjemløse. I mellemtiden er det konstateret, at Copenhagen Camping, imod reglerne, har haft mange fastliggere over vinteren. Det har bevirket, at beboerne på campingpladsen har fået adresse i kommunen og samtidig er blevet registreret som hjemløse.
Med registreringen som hjemløse får kommunen også en forpligtelse til at skaffe dem en bolig, hvis de skulle fremsætte krav derom. Og et sådant krav ville være umuligt at opfylde, hvis alle troppede op på rådhuset samme dag.