Debatten om PFAS-forurening i grundvandet omkring Dragør har fyldt både læserbreve i denne avis og i indlæg på digitale medier. Et centralt spørgsmål er, hvem der skal betale for oprensningen og for de øgede udgifter til rent drikkevand, som forureningen medfører.
Flere har fremhævet princippet »forureneren betaler« som argument for, hvorfor Københavns Lufthavn bør betale med det samme. Men er det virkelig så enkelt? Afgøres erstatningsansvar i komplekse forureningssager med blot to ord? Naturligvis ikke, og det vil jeg forsøge at uddybe her.
Lad mig først præcisere: Jeg er ikke jurist og har ingen erhvervsmæssig tilknytning til Københavns Lufthavne. Jurister kan måske mene, at jeg forenkler lovgivningen eller har misforstået dele af den.
Dette er ikke et forsvar for lufthavnen, men et forsøg på at forklare hvorfor det med erstatningspligt ikke er så enkelt endda.
Hovedproblemet for Dragør er stoffet PFOS, men i dette skriv bruger jeg betegnelsen PFAS, som er fællesbetegnelsen for alle per- og polyfluoralkylforbindelser, hvoraf PFOS blot er et af mange stoffer.
Princippet »forureneren betaler« stammer fra 70’erne og blev hurtigt vedtaget som princip af EU. Desværre har det endnu kun haft begrænset indflydelse på dansk lovgivning.
For at afgøre erstatningsansvar skal man først se på, hvornår forureningen fandt sted. PFAS blev patenteret til brug i brandslukningsskum i 1966 og blev sandsynligvis taget i brug i Danmark 10–15 år senere. Det blev forbudt i 2006, men eksisterende lager kunne anvendes indtil 2011. Københavns Lufthavne stoppede brugen i 2008, hvilket er et vigtigt årstal.
Relevante love
Ifølge Horten Advokatpartnerskab (artikel i Ret & Indsigt, 01/2022) er tre love relevante i vurderingen af erstatningsansvar ved jordforurening: Miljøskadeloven, Jordforureningsloven og Miljøbeskyttelsesloven. Da lovgivning sjældent har tilbagevirkende kraft, er det nødvendigt at se på specifikke årstal.
Miljøskadeloven fra 2008 er tættest på princippet om, at forureneren betaler. Denne lov kan pålægge en virksomhed at afhjælpe skader, men da loven trådte i kraft samme år, som Københavns Lufthavn stoppede brugen af PFAS, kan den ikke anvendes her.
Jordforureningsloven er stærk og kan pålægge firmaer at undersøge og oprense forurening, selv uden forsæt. Undersøgelsespåbud kan gives for forurening sket efter 1992, hvilket er tilfældet her. Et oprensningspåbud kræver dog, at »den væsentligste del« af forureningen er sket efter 2001. Dette er en uklar formulering, men da lufthavnen sandsynligvis har brugt brandslukningsskum med PFAS siden begyndelsen af 80’erne og stoppede i 2008, virker det sandsynligt, at hovedparten af forureningen skete før 2001, hvilket udelukker oprensningspåbud.
Miljøbeskyttelsesloven gælder kun ved forsætlig forurening, for ekempel hvis lufthavnen havde brugt brandslukningsskum med PFAS, selvom det var forbudt. Da denne type skum først blev forbudt i 2011, er denne lov heller ikke relevant.
Med denne korte gennemgang har jeg ønsket at vise, hvorfor det er vanskeligt at kræve, at Københavns Lufthavn uden videre skal betale for oprensningen af PFAS i jorden, selvom vi holder af princippet om, at forureneren betaler.
Ansvaret ser ud til at falde på regionerne, som mangler midler til at håndtere de mange PFAS-forureninger.
Det mest bekymrende er, at PFAS-forurening er lokal og afgrænset, men spredes over tid, hvilket gør oprensningen mere kompliceret og kostbar. En midlertidig løsning kunne være at banke store spunsvægge af stål omkring forureningen.
Spunsvæggene vil ikke stoppe spredningen, men begrænse den og dermed også begrænse nedsivningen til grundvand.
Med venlig hilsen
Mogens Stibolt
