Her er årets første student

Sommeren er kommet, og det betyder, at gaderne fyldes med glade unge mennesker med deres flotte hvide huer. På Ørestad Gymnasium har de netop fejret årets første student.

Smilene var store, og krammene mange, da Miaad Pakideh fra 3c trådte ind på den røde løber efter sin sidste eksamen.

Han havde æren af at starte festlighederne, som vil fortsætte over tre dage, hvor Ørestad Gymnasiums 3.g’ere afslutter deres eksamener og får deres huer. Det er en glædelig tid med feststemte studenter og stolte familier, der samles med champagne og flag på legepladsen bag gymnasiet. Miaad Pakideh er både glad og lettet over, at eksamenerne er overstået, og hans sidste eksamen i religion gik godt.

»Det føles godt at være færdig. Selv om det har været tre rigtigt gode år,« fortæller Miaad Pakideh til gymnasiets presseansvarlige. Huen er velfortjent, for Miaad har arbejdet hårdt for den. »Det har været en lidt hård omgang med 7 eksamener, så det er rart at det er overstået,« påpeger han.

Miaad Pakideh har allerede lagt planer for tiden efter sommerferien:

»Jeg vil gerne direkte videre på en uddannelse, og planlægger at læse til bygningsingeniør på DTU,« fortæller han.

Selvom han ser frem til det nye kapitel i sit liv, vil han savne gymnasiet:

»Jeg har haft det rigtig godt både socialt og fagligt på OEG. Jeg har haft nogle søde lærere og fået gode venner,« fortæller Miaad.

Men det, han mest vil savne, er han ikke i tvivl om: »Fællesskabet, helt klart!«

Stort tillykke til Miaad Pakideh og de andre studenter 2024!

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?