Rekordsommer i gang i Københavns Lufthavn

Sommeren har fået en fantastisk start i Københavns Lufthavn med rekordmange rejsende.

I juni måned passerede 2,8 millioner passagerer gennem terminalerne i Københavns Lufthavn, hvilket er en stigning på 12 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Den øgede rejselyst ser ud til at fortsætte, og i begyndelsen af juli har allerede været 16 dage med over 100.000 passagerer, sammenlignet med blot tre dage sidste år.

»Sommeren er vores absolutte højsæson, og hver dag summer der af liv og rejselyst i hele lufthavnen. Der er naturligvis mange passagerer fra Danmark og Sydsverige, som skal afsted på ferie – men også mange turister, der kommer med fly for at besøge København og resten af Danmark,« meddeler Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, i en pressemeddelelse.

Mange ruter og nye destinationer

Københavns Lufthavn oplyser, at der denne sommer er flere muligheder for at rejse. Med 293 ruter til 163 forskellige destinationer er lufthavnen et travlt knudepunkt. Indtil videre er der åbnet 34 nye ruter i år – og flere flyselskaber har øget antallet af afgange på eksisterende ruter.

»Vi er i gang med en god og travl sommer i lufthavnen, og vi er meget tilfredse med, at både flyselskaber og passagerer vælger København til. Det understreger, at vi er en attraktiv og effektiv lufthavn med et stærkt rutenet, uanset om man vil rejse til europæiske destinationer eller længere ud i verden,« oplyser Peter Krogsgaard.

Denne sommer byder også på 29 langdistanceruter fra København. I juni blev to nye ruter mellem København og USA åbnet. American Airlines tilbyder daglige afgange til Philadelphia, mens SAS har startet en ny daglig rute til Atlanta.

Spanien og Grækenland er favoritterne

Spanien er den ubestridte favorit blandt sommerens rejsedestinationer. Over 220.000 passagerer rejste til og fra Spanien i juni. Af de 12 rejsemål fra København til Spanien er Barcelona, Malaga og Palma de Mallorca de mest populære.

»Spanien er et af de allerstørste rejsemål, som mange danskere og sydsvenskere vender tilbage til igen og igen. Alene i forhold til sidste år er antallet af rejsende steget med 14 procent – men det handler også om, at flere spaniere har fået øjnene op for Skandinavien og rejser på ferie her i Danmark,” informerer Peter Krogsgaard.

Ifølge lufthavnens pressemeddelelsen er Grækenland især populært blandt chartergæsterne, med Kreta og Rhodos som de foretrukne rejsemål. Antallet af passagerer på både charter- og rutefly mellem København og de mange græske destinationer er steget med 20 procent i forhold til sidste år. Kreta topper listen som det mest populære græske rejsemål, og 32 procent af alle Grækenlands-rejsende tager til Kreta.

Foto: Københavns Lufthavn.
Foto: Københavns Lufthavn.
 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?