I lufthavnen er gæs et problem

Fuglebekæmpelse sikrer sikre afgange: Københavns Lufthavn intensiverer indsatsen mod fugle for at minimere risikoen for kollisioner og holde rejsende sikre

Københavns Lufthavn ligger på gæssenes trækrute. Foto: Rasmus Mark Pedersen.
Københavns Lufthavn ligger på gæssenes trækrute. Foto: Rasmus Mark Pedersen.

Ferie, afslapning og rejser til udlandet. Sommeren er for alvor over os, og det betyder rejser ud i den store verden for mange danskere.

Den rejse begynder ofte i Københavns Lufthavn, som kan mærke en stigende interesse for flyrejser. Måske skal læseren også selv afsted – eller har måske allerede været det – men er der tænkt over, hvordan lufthavnen bag kulisserne hele tiden arbejder for, at alle kan komme sikkert af sted?

En af de oversete kampe, man som passager ikke tænker over, er mod fugle omkring lufthavnen og især de store gæs. Her arbejder man nemlig døgnet rundt for at gøre flyrejserne så sikre som muligt.

Det fortæller Dorte Nygaard, som er senior director og ansvarlig for safety og compliance monitoring i Københavns Lufthavn. Oversat til dansk betyder det, at hun er overordnet ansvarlig for flyvesikkerheden.

»Flyvesikkerheden handler om at arbejde med at nedbringe de risici, der er omkring luftfartøjet,« forklarer hun.

Hendes arbejde handler om hele tiden at vurdere, hvor der kan opstå mulige farer, og hvad de kan gøre ved dem.

»Det handler om hele tiden at sige, hvad nu hvis et eller andet sker, og hvad kan vi så gøre ved det? Jeg skal se efter hullerne i osten,« siger Dorte Nygaard.

Og det er her, at kampen mod fuglene, og specifikt gæssene, kommer ind i billedet.

Dorte Nygaard. Foto: Rasmus Mark Pedersen.
Dorte Nygaard. Foto: Rasmus Mark Pedersen.

Problemet med gæs

Fugle og fly er nemlig en dårlig kombination. Hvis et fly kolliderer med fugle, sker det som oftest, når det enten letter eller lander. I en kollision kan en fugl gøre skade på flyets ydre eller ramme motorerne og betyde, at de ikke kan fungere ordentligt.

»Vi ser på fugle helt generelt, fordi alle fugle vil være en trussel for flyene, hvis de er på kollisionskurs,« forklarer Dorte Nygaard.

Hun fortæller dog også, at der er forskel på fugle. For eksempel er nogle fugle ofte kloge nok til at lære, at de skal undgå flyene. Det gælder for eksempel for mange rovfugle, som er territoriale og derfor bliver det samme sted og vænner sig til trusler mod sig, såsom fly.

Dorte Nygaard forklarer, at det ville være dumt at fjerne en sådan fugl, da man så bare erstatter den med en anden fugl, som endnu ikke har gjort sig samme erfaring med flyene.

»Der handler det mere om at observere fuglene for at se, om de kan komme på kollisionskurs. Hvis de så er det, så må vi skræmme dem væk eller regulere dem, hvis de kommer for tæt på,« siger hun.

Det gælder dog ikke for gæs. Dorte Nygaard fortæller, at der overordnet set er to problemstillinger, når det handler om gæs: de er flokdyr, og de er trækdyr.

Gæssene flyver nemlig ofte i kæmpestore flokke, som nemt kan tælle flere tusinde fugle. Det øger naturligvis risikoen for kollisioner. Derudover er de trækfugle, som betyder, at de to gange om året migrerer fra det ene sted til det andet, og Københavns Lufthavn ligger lige på deres rute.

»Gæs navigerer efter landemærker, og vores udfordring er, at vi ligger lige på deres trækrute. De kommer oppe fra den russiske tundra og flyver ned langs med Øresund, og på et tidspunkt krydser de over, fordi de gerne vil vestpå til Vadehavet og derfra længere sydpå,« fortæller Dorte Nygaard.

Hun påpeger, at det ikke er alle gåseflokkene, som trækker ind over Amager, da det afhænger af mange forskellige faktorer, men at placeringen betyder noget. Gæssene er også store fugle, og derfor kan de også gøre mere skade på et fly sammenlignet med mindre arter.

Derudover har mange af gåsearterne i flere år været fredet af FN, som også har betydet, at bestandene har haft rigtig gode vækstbetingelser og er blevet større i antal.

»Det allerbedste, man kunne gøre for at reducere risikoen, var at ophæve fredningen, således at man kan arbejde mere lokalt med størrelsen på bestandene,« siger Dorte Nygaard.

Fugleskrig og pyroteknik

Risikoen fra fugle tages altså seriøst i lufthavnen, og man har da også flere forskellige værktøjer i kampen mod dem. Et af dem er specielle radarer til overvågning.

»Vi har to fugleradarer, som overvåger hele lufthavnsområdet og en stor zone udenom i 3D. På den måde kan vi følge deres bevægelser, når de flyver, for at se, om de er på kollisionskurs med flyene,« siger Dorte Nygaard.

De to radarer er et vigtigt værktøj i kampen mod fuglene. Med dem kan de på lang afstand se, om der er en stor flok på vej, og derefter placere sig strategisk i et forsøg på at skræmme dem til at flyve udenom lufthavnen.

Og hvis det ikke lykkes, så fortæller Dorte Nygaard, at de kan bede flyvelederne om at holde flyene tilbage, indtil fuglene har passeret.

»Vi kan give vores flyveledere besked på at holde startende fly tilbage. De kan jo også se med det blotte øje, at nu kommer der en flok ind over lufthavnen, og så venter de sådan set bare på, at de er forbi, før de igen starter op,« forklarer hun.

Men radarerne er ikke meget værd, hvis man ikke også kan handle på baggrund af informationer fra dem. Derfor har lufthavnen altid jægere på arbejde, som overvåger og arbejder mod fuglene.

Der er to jægere på vagt i de lyse timer og en om natten. De arbejder primært inden for lufthavnens område. De registrerer hele tiden, hvad de ser, og hvilke aktioner de tager, så lufthavnen har et klart billede af fugleaktiviteten inden for hegnet.

Fuglene er dog ikke fjernet som risiko, bare fordi de er uden for hegnet. Derfor arbejder lufthavnen også sammen med de lokale lodsejere.

En af tingene, jægerne kan gøre, er selvfølgelig at regulere antallet af fugle. Der er dog også en lang række andre værktøjer, som de kan gøre brug af.

»På toppen af deres biler er der en stor højttaler, så de har mulighed for at afspille skrig fra forskellige fuglearter. Fugle kan nemlig advare hinanden om, at der er fare på færde ved forskellige skrig,« forklarer Dorte Nygaard.

Derudover kan jægerne også forsøge at flytte fugleflokkene, hvis de er et sted, som er uhensigtsmæssigt. Det kan de blandt andet gøre med deres bil, men de har også pyroteknik, der både kan skyde langt eller kort op i luften alt efter behovet, som en metode til at skræmme fugle væk.

»Så har de også muligheden for at regulere med skarpe skud, men det tyer vi kun til, hvis de andre værktøjer ikke har virket,« siger Dorte Nygaard.

Jægerne placerer sig på udvalgte steder. Der vil altid være en jæger ved rotationspunktet på startbanen, som er det sted, hvor flyene er nødt til at lette, da de ikke længere ville kunne stoppe forsvarligt på resten af landingsbanen. Det er ifølge Dorte Nygaard det kritiske punkt, og derfor kaldes det også førsteprioriteten.

Den anden jæger kan så patruljere rundt på lufthavnsområdet og holde øje med fugle andre steder og skræmme dem væk, hvis det er nødvendigt.

Du kan trygt flyve

Når man ser udover det store lufthavnsområde på det sydlige Amager, så ser det umiddelbart ud som om, at lufthavnen er lykkedes meget godt med at holde fuglene væk.

»Hvis du ser ud over lufthavnsområdet, så kan det være svært at få øje på en fugl. Det er selvfølgelig fordi, at de har fundet ud af, at det ikke er specielt sjovt at blive jaget rundt,« siger Dorte Nygaard.

Generelt er der også meget få alvorlige sammenstød med fly. Dorte Nygaard forklarer, at det er mange år siden, at kollision med fugle har haft fatale konsekvenser.

En af de mest kendte ulykker på grund af fugle er fra USA i 2009, hvor et US Airways fly fra New York mistede begge motorer kort tid efter at være lettet, da de ramte en fugleflok.

Her lykkedes det piloterne at nødlande flyet på Hudson-floden, som sikrede, at alle passagerer og besætningsmedlemmer overlevede. Så alvorligt bliver det dog sjældent. Dorte Nygaard fortæller, at det langt fra er alle sammenstød med fugle i Københavns Lufthavn, som er alvorlige.

»Det er en meget lav andel af kollisioner, som forårsager skade på flyet, og det er meget, meget få fly om året, som er nødt til at returnere til lufthavnen på grund af skader efter fugle. Typisk kan de flyve videre og inspicere flyet, når det er landet ved destinationen,« siger hun afslutningsvis.

Store flokke af gæs på markerne op til lufthavnen. Foto: TorbenStender.
Store flokke af gæs på markerne op til lufthavnen. Foto: TorbenStender.
 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?