Amager Revyen går ind i sin sjette sæson med et stort skridt: større lokaler og et nyt hold af skuespillere og musikere.
Revyen, der har vundet plads i hjertet af mange amar’kanere, rykker fra Teater Play til Amager Selskabslokaler i Markmandsgade. Her er plads til flere gæster og en større scenografi, som bliver bygget op fra bunden.
Den kommende forestilling har undertitlen “Et råb om håb” og tager udgangspunkt i aktuelle samfundsproblemer.
Nye skuespillere
Den nye sæson får to mandlige skuespillere: den unge Anders Aamodt og den erfarne revyskuespiller Simon Nøiers, der slutter sig til revyens erfarne trio af kvindelige skuespillere, Dorte Munksgaard, Frida Sigurth og Mille Berg.
Musikken får også et løft med kapelmester Christian Dahlberg og guitarist Peter Ravn, der begge vil spille live til forestillingerne. Revyens instruktør, Mikkel Reenberg, vender tilbage for femte gang.
Med start den 25. marts og i alt 18 forestillinger bliver det en travl sæson for holdet bag revyen.
Revymenu
Amager Revyen tilføjer i 2025 en mulighed for, at publikum kan spise på stedet, før forestillingen begynder.
I de nye lokaler på Markmandsgade vil restaurant Krunch stå for en revymenu, som serveres inden forestillingerne. Tilbuddet giver gæsterne mulighed for at samle aftenen på ét sted med både spisning og revy under samme tag.