Elever på studietur til hjertet af EU

Reportagen er skrevet af Liv Stjernholm, der går i 2.g på Ørestad Gymnasium.
Liv Stjernholm K. Jensen (nummer to fra venstre) rejste til Bruxelles med seks medstuderende. Foto: Rikke Eskjær.

I starten af september deltog jeg og seks medstuderende fra Ørestad Gymnasium i projektet EU-Values om den Europæiske Union. I en hel uge tilbragte vi tid i Bruxelles sammen med elever fra både Italien og Grækenland. Turen var finansieret af EU, og tiden blev brugt på at lære om og besøge de forskellige EU-institutioner med et særligt fokus på EU-værdier.

Af Liv Stjernholm K. Jensen, elev på Ørestad Gymnasium

Allerede før sommerferien havde jeg, og de andre interesserede elever, sendt en ansøgning til vores lærere for at komme med på turen, der var et Jean Monnet projekt med alt betalt. Vi havde i flere måneder glædet os til at tage afsted. At blive en del af projektet var en meget unik oplevelse, som jeg er glad for at have haft muligheden for at deltage i.

På turen fik vi ikke kun styrket vores kendskab til den Europæiske Union, men vi fik også en hel masse kulturel indsigt fra de andre deltagere, som dermed styrkede vores internationale udsyn. 

Sightseeing og EU-historie

Selv om turen kun varede en uge, nåede vi at opleve rigtig meget. Den første dag i Bruxelles brugte vi på at udforske byen og komme på plads i den lejede lejlighed. Vi drog hovedsageligt rundt omkring Grand-Place og så forskellige statuer og mindesmærker. Heriblandt det obligatoriske besøg til Manneken Pis. Overordnet set var det en rolig dag, der primært blev brugt på at lære byen at kende, og få en nogenlunde fornemmelse af, hvor vi var, og hvordan man kom rundt.

Genopladet efter en god nats søvn, var det tid til at påbegynde programmet om EU-Values, sammen med deltagerne fra de øvrige lande.

Vi mødtes ved en bygning for Toscanas regionale repræsentation, hvor vi blev introduceret til projektet og hinanden. Vi fik blandt andet en kort præsentation af den Europæiske Unions historie; hvordan det gik fra at være “The European Steel and Coal Commission”, med kun seks medlemslande og et mål om at opretholde fred og handel af stål og kul, til det EU, vi kender i dag.

Vi skulle herefter arbejde sammen med de græske og Italienske elever om, hvilke problemer, der påvirker os, som borgere i Europa. Vi skulle brainstorme ideer til løsninger som både vi selv kunne bidrage til, men også løsninger som EU kunne tage i brug. Den sidste del af opgaven bestod i at præsentere vores problemstilling, samt løsningsforslag til de øvrige grupper.

På turen fik vi også lejlighed til at se EU Parlamentet, hvor vi hørte oplæg fra to parlamentarikere om hhv. miljøet og klimakrisen og udenlandske affærer. Senere brugte vi tid i EU Kommissionen, hvor vi både hørte generelt om Europa Unionen og dens historie, men også om kommissionens opgaver og rolle i forhold til EU-lovgivning. Her fik vi især god tid til spørgsmål, hvoraf vi fik afklaret mange ting vi ikke forstod omkring unionen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Gruppen foran Europaparlamentet. Foto: Rikke Eskjær.

NATO’s hovedkvarter ligger også i Bruxelles, og det fik vi lov at besøge midt på ugen. De har et virkelig stort areal, med mange store bygninger, der er bygget op næsten som en lille by. Her hørte vi også forskellige oplæg, både overordnet om NATO, om mulighederne for arbejde inden for NATO, men også et program dedikeret til at fremme fred gennem videnskab, for eksempel med innovativ teknologi.

EU i medierne

Turens sidste dage brugte vi på at besøge den italienske permanente repræsentation til EU og Euractive – et nyhedsmedie, der formidler om EU, hvor tre af de ansatte havde taget sig tid til at informere os om deres arbejde.

Derudover besøgte vi universitetet i Bruxelles, hvor en professor samlede op på de vigtigste punkter om EU, efterfulgt af en kvinde fra sekretariatet, som fortalte om hendes opgaver, og kunne svare på de sidste spørgsmål, vi havde omkring forståelsen af EU.

Efterfølgende havde vi i vores grupper tid til at tale om, hvad vi syntes om projektet; hvad der kunne forbedres og hvad der var fedt og præsentere det for hinanden. 

Alt i alt har ugen i Bruxelles været meget spændende. Det har både været vigtigt og lærerigt for mig og de andre elever, fysisk at opleve og møde alle de mennesker, der på den ene eller anden måde har været del af projektet.

Blandt andet gjorde besøget hos NATO et stort indtryk, samt de parlamentarikere og kommissærer, der havde taget sig tid til at mødes og svare på vores spørgsmål. Mætte af oplevelser og med ny inspiration og viden om EU i rygsækken, er vi nu klar til hverdagen på skolen igen.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?