Den sidste sporvogn

I 1953 synger Ove Sprogøe og Dirch Passer, at ”Der kommer altid en sporvogn …”. Begge skuespillere med tilknytning til Amager og meget af filmen ”Ved Kongelunden” er optaget på Amager.

Den 27. juni 1954 blev den nye Langebro indviet. Erik Johansen, der havde kontor tæt ved broen, fotograferede et par dage før åbningen trafikken, der stadig forgik over den gamle midlertidige Langebro fra 1930. I baggrunden til venstre for den nye bro skimtes Hotel Europa. (Foto er farvelagt).

Af Dines Bogø

Men i april 1972 var det slut med datidens sporvogne i Danmark. Allerede i 1952 kørte sidste sporvogn i Odense og i Aarhus kørte sidste sporvogn i 1971.

24. oktober 1970. I vendesløjfen på Formosavej ser man to af de 100 moderne ledvogne, som Københavns Sporveje købte i tresserne. Vognene blev udrangeret i 1972, da man mente at dieselbusser var “fremtiden”. I anledning af 25 års dagen for oprettelsen af FN, er alle sporvogne den dag udstyret med FN-flag.

Letbane og sporvogn

Jamen der kører jo sporvogne igen i Aarhus og der gør der også snart i Odense.

De nye sporvogne kaldes ”letbane” og til forskel for sporvogne kører letbanen næsten udelukkende i eget sporområde, adskilt fra øvrig trafik.

1935. Et linje 5 vogntog svinger fra Amagerbrogade ind på Amager Boulevard. Den høje tårnbygning er en transformatorstation. (Foto, farvelagt: Erik Johansen).

Mange steder også i København kørte datidens sporvogne i eget område (f.eks. Jagtvejen, Strandboulevarden og Øster Allé).

Københavns sidste sporvogn kørte også i eget areal ”tracé” på Amager Boulevard fra 1935. Amager Boulevard blev anlagt i 1907, hvor sporene dengang lå i bilernes kørebaner.

August 1935. På Amager Boulevard flyttes sporvognene til eget areal (trace) i midten af boulevarden. På den måde kunne man tale om en “Hurtigsporvogn” eller som det kaldes i dag “Letbane”. (Foto: Erik Johansen).

Vermlandsgade var anlagt med bred midterrabat, da det var planen, at der på gaden skulle køre en ”hurtigsporvogn”.

Linje 5

Søndag den 23. april 1972 fulgte mange det store optog af sporvogne og busser, der på linje 5’s rute fra Husum til Kastrup/Kbh. S. (Formosavej) skulle markere, at det nu var slut med sporvognsdrift på strækningen.

Fra 1863 havde der kørt sporvogne i København.

Linje 5 kom til Amager i 1903. Linjeskilt var sort skrift på brun bund. Linjen havde endestation i Brønshøj (senere Husum fra 1924) og på Amager vendte man på Christianshavn.

26. juli 2018. Under et besøg på Sporvejsmuseet ser man bl.a. vogn 437 i drift. Vognen er bygget af Scandia i 1918. (Foto: Dines Bogø).

Fra starten blev linjen ført via Knippelsbro, men allerede fem år efter start blev Linje 5 omlagt til Langebro med endestation ved Holmbladsgade / Amagerbrogade.

Linje 5 kørte på en af de længste strækninger. Ofte omtalt i medlemsbladet, da det var den linje 5, der i Storkøbenhavn markerede afslutningen på sidste periode med sporvogne.

Endestationen på Amager blev flyttet længere og længere mod syd. Først til Østrigsgade så til Øresundsvej og i 1933 kørte Linje 5 helt til krydset på Italiensvej ud for Sundby Hospital.

Medlem nr. 1 af Sporvejshistorisk Selskab. John Lundgren (1931-2008). John Lundgren var uddannet kemigraf og grafisk faglærer. På utallige måder har han sat sit præg på foreningen og Sporvejsmuseet. Han tegnede også sporvogne og busser. I en kommende bog nr. 5 vil man kunne glæde sig over endnu flere af de mange motiver. Tv. står John Lundgren ved et skilt, der markerer den særlige linje, der kørte til Kastrupfortet i 1949, Man fulgte linje 5 på en stor del af strækningen. Th. ses hjørnet af Backersvej og Italiensvej, hvor man i forgrunden ser en Triangel Trambus, der kørte på Amagerbanens Omnibusruter i årene 1933-47. Fra 2. sal i barndomshjemmet på Korfuvej 11 kunne John se over til sporvognssløjfen ved hospitalet. Senere flyttede han sydligere til Kastrupvej i Tårnby.

Først i 1947 efter 2. verdenskrig, blev Linje 5 videreført ad Backersvej til Formosavej ca. 600 m fra kommunegrænsen til Tårnby.

Ca. 1940. Daværende vendesløjfe for Linje 5 på Italiensvej. Bemærk de hvidmalede kantsten. (Postkort, farvelagt udlånt af Jørgen Aamand).

Sporvogne igen i Storkøbenhavn

I sporvognenes storhedstid kørte de i kommunerne København, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe og Lyngby. Kun de to sidste kommuner får igen sporvogn (letbane), når den planlagt strækning fra Ishøj i syd til Lundtofte i nord forventes åbnet i 2024.

Af og til ser man en af de ældre sporvogne i København. Enten i forbindelse med en filmoptagelse eller i forbindelse med en udstilling.

Linje 5 fra Amager. Lørdag 11. juni 1932 gik tidligere justitsminister Peter Adler Alberti på Nørrebrogade. Her ville han krydse gaden på sin sædvanlige måde ved at gå i lige linie over gaden, frem for at benytte en fodgængerovergang. Alberti kiggede efter Linje 7-vogntoget og opdagede ikke det modkørende Linje 5-vogntog. (Rekonstruktionen, på opfordring af Dines Bogø, er lavet den 27. august 2011 på Sporvejsmuseet på Skjoldenæsholm af Michael Jensen, Jesper Villadsen og Torben Liebst). Mange kender Torben Liebst (1944-2020), da han i over 50 år var lærer på Sundpark Skole. Mange af de fotos af sporvogne, vi kender fra nyere tid, er taget af Torben Liebst.

Vognene er udlånt af Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, der ligger på Midtsjælland mellem Roskilde og Ringsted. Foreningen Sporvejshistorisk Selskab (SHS), der blev stiftet i 1965 råder i dag over ca. 140 sporvogne og busser.

26. juli 2018. På Sporvejsmuseet er en af de åbne bivogne bevaret. Mere end 30 bivogne blev i 1939 solgt til Helsingfors i forbindelse med de planlagte 12. Olympiske Sommerlege i 1940. (Foto: Dines Bogø).

På museet, der åbnede i 1978, finder man mange remisebygninger, en museumsgade, ældre forretninger m.v.

Her kan man som passagerer køre med en eller flere af de ca. 50 flot istandsatte sporvogne og busser. Under kyndig vejledning kan man selv prøve, at være vognstyrer.

Mere end 150 medlemmer arbejder med vedligeholdelse og drift. Foreningen består i dag af langt over 1.000 medlemmer.

Man satser på, at åbne museets sæson med kørende materiel i slutningen af april 2021 og så skulle det igen bliver muligt, at stige på en af de veteransporvogne, der bl.a. har kørt på Amager.

Leif Bang fra Sundbyøster var med til at stifte Sporvejshistorisk Selskab for 56 år siden. Gennem årene har Leif Bang bygget mange modelsporvogne. Selvfølgelig er modellen af linje 5 med denne reklame også med i samlingen. (Foto fra Bytrafik).
 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?