På Sydamager har ”FE”, Forsvarets Efterretningstjeneste en af deres stationer. Arealet blev eksproprierede af Staten tilbage i 1942 efter krav fra Den tyske Værnemagt. En mindre del af arealet har nu i flere år været åbnet for publikum.
AmagerNyt.DK vil gerne fortælle om nogle af de mange steder på Amager, man måske ikke tidligere har besøgt.
Skydebanerne, der blev anlagt i 1942-45 på gården Birkelund, blev nedlagt i 1997. På den del af arealet har der været opstillet HAWK-raketter. Gården anvendes i dag af Ingeniørregimentet og området kaldes ”Pionergården”.
Området mellem ”Pionergården” og villakvarteret ”Søvang” blev åbnet for offentlig adgang. I dag tror mange, at der stadig ikke er adgang til området.
Forsvaret, Dragør kommune, Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen anlagde en gang- og cykelsti hen over det areal, som forsvaret (FE) stadig ejer.
Stien, der blev anlagt, forbinder den nordlige del af Fasanstien med Søvangstien. Hele Fasanstien er en del af ruten ”Amarmino”.
Den sydlige del af Fasanstien
Man kan med fordel anvende P-pladsen på Fælledvej ca. nr. 260. Hvis man tager turen mod nord møder man kæmpetrolden ”Bjarke Cirkelsten”, som blev omtalt i en artikel den 26. januar 2021.
Turen går denne gang mod syd til Øresund. Efter ½ km står man allerede på Søvangstien, men turen kan forlænges på flere måder.
200 m fra P-pladsen er der en smal sti til højre (mod vest). Et lille skilt angiver, at her ligger der et ”Fugletårn”.
På toppen af trappen er man på en af de få eksisterende skydevolde. Her skal man gå til venstre (mod syd). Lidt fremme ligger Fugletårnet, hvor der er udsigt mod Øresundsbroen og Drogden Fyr. Kigger man ind i land, ses lidt af forsvarets anlæg og de gamle skydevolde.
Det er muligt at gå et kort stykke langs kysten mod vest og tilbage. Vælger man fra tårnet, at gå mod øst kommer man til Søvangstien. Stilethæle kan heller ikke anbefales på denne strækning.
På overgangen mellem Fasanstien og Søvangstien ses resterne af et fortidsmindefredet anlæg. Det er ”Længstedhøjbatteiet”, der blev anlagt, som en del af ”Sydamagerstillingen” i 1916 og nedlagt i 1919.
Søvang
Området Søvang, der blev anlagt i 1918, var oprindelig primært et sommerhusområde med enkelte helårshuse.
Efter ændring i 1970 kom Søvang i byzone. I dag et moderne villakvarter, hvor alle villatyper er repræsenteret.
Søvang er noget helt særligt i Dragør. Det kunne der skrives endnu flere bøger om.
Forlæng evt. turen tilbage til P-pladsen. Der er flere muligheder. De mere officielle ruter ad boligvejene eller find tilbage via Fasanstien, som man kan støde til på flere måder.