Hvilken kunstart kan De bedst lide?
En næsten umuligt spørgsmål at besvare: Litteratur, musik, film, teater, billedkunst, fotografi, jeg elsker i alt fald det hele, kun ballet og avanceret 12-tone musik har jeg altid haft det svært med.
Også skulpturer, hvis sandheden skal frem.
Men sådan er det jo – man kan ikke rumme det hele, vi har alle vore favoritter.
Mine tre er litteratur, musik og film. Jeg elsker alle dele lige højt – ville have svært ved at undvære nogle af dem.
Litteratur? Yndlingsforfattere er Stefan Zweig, Erich Maria Remarque – og den engelske krimiforfatter Edgar Wallace. Der er mange andre – lige nu læser jeg, som mange andre på kloden, Valérie Perrins herlige “Vand til blomster” – om den kvindelige kirkegårdspasser i en lille by i Frankrig og hendes hverdag. Forrygende fortælling…
Film?
Den rumænsk-franske instruktør Radu Mihaileanus “Koncerten” er jeg helt vild med. “Casablanca”, selvklart. Nej, alle med Humphrey Bogart…
Og så mange andre, at pladsen ikke tillader yderligere.
Musik?
Jazz, Webster, Evans, Holiday, Baker, Getz, Davis, Bennett, og Krall. Klassisk: Mozart, Haydn, Bach, Schumann, Chopin. Andet: Elvis, Richard, Lewis, Beatles, Stones – og danske Beefeaters og The Cliffters.
Alt det er godt, men nu til dagens emne: “Det sker kun på film.”
Jeg har også – lidt besynderligt – en svaghed for amerikanske film fra 70’erne. Clint Eastwood som Dirty Harry, Colombo, Kojak, Ironside.
Det morer mig i de film at se, hvor let alting går. De medvirkende finder altid en p-plads – selv foran stærkt trafikerede steder som retssale, rådhuse eller koncertsale. Bare ind til siden og ud af vognen.
Restauranter, hvor musikken altid er ens. Smooth loungemusik, som kun amerikanske filmkomponister i 70’erne kunne skabe den. Og af en eller anden grund er restauranterne aldrig forsynet med vinduer. Var der ikke vinduer i amerikanske restauranter i 70’erne? Og de medvirkende får aldrig noget at spise. De sidder overfor hinanden, 45 sekunders dialog – og så rejser den ene sig og går.
Hvad med den mad, der er bestilt? Og de blir berusede af et enkelt glas vin. Puha, nu har jeg vist fået for meget? God undskyldning for en besynderlig opførsel i næste scene.
En genstand? Fuld? De må le på “Freddys Bar” ved tanken…
Hvis film-parret en sjælden gang spiser måltidet til ende kan det ske, at de havner hjemme hos den ene. I soveværelset.Og nu må De have mig undskyld, jeg vil ikke blive privat, men det må være det eneste sted i verden – også dengang – hvor folk havde sex iført fuld påklædning. Eller næsten da.
Næste morgen står den ene altid i køkkenet og spejler æg, mens den anden langsomt vågner og strækker sig. Samme scene altid.
“Morning, darling? Want some breakfast?
Det samme altid.
Andre film med samme indledning: Et vækkeur kimer. En hånd hamrer ned i uret. Viserne viser 3.30.
En politichef i røret. “Get your ass out of bed, somebody has shot Big Joe…”
Så er vi i gang.
Og vores helt kommer hurtigt i tøjet, husker pistol og politiskilt og kører til gerningsstedet – en mega villa et sted i Los Angeles.
Med masser af p-plads udenfor.
God weekend…
