Mekanisk førstehjælp til havvindmøller

I pinsen kunne man se en stor pram med mobilkran arbejde på tre havvindmøller ud for København. HOFOR udskiftede mekaniske dele for at forlænge levetiden for de ikoniske havvindmøller på Middelgrunden, så grøn strøm kan fortsætte med at forsyne Hovedstaden i mange år fremover.
Rotor med møllevinger bliver hejst ned for at gøre det muligt at udskifte hovedaksel og gearkasse. Foto: Per Heegaard / HOFOR.
Rotor med møllevinger bliver hejst ned for at gøre det muligt at udskifte hovedaksel og gearkasse. Foto: Per Heegaard / HOFOR.

I 2001 var Middelgrunden verdens største havvindmøllepark, men efter mere end to årtiers drift er vedligeholdelse nødvendig.

HOFOR, der står bag projektet, oplyser i en pressemeddelelse, at de sigter mod at forlænge møllernes levetid, og, at det er et pionerprojekt i danske farvande.

Levetidsforlængelse

Den store kran udskiftede hovedaksel og gearkasse – også kaldet drivtoget – på tre vindmøller.

Jan-Hendrik Ahrenkilde Wunsch, chef for Drift & Asset Management i HOFOR og projektchef for levetidsforlængelsen, forklarer, at møllerne har leveret grøn strøm i 23 år, men nu er mærket af slitage. To af møllerne har endda stået stille i en periode.

»Møllerne på Middelgrunden har leveret grøn strøm til hovedstadsområdet i 23 år, men de mange års slid i vind og vejr er begyndt at trykke. De tre møller, hvor vi nu udskifter nogle af de store, mekaniske dele, er mærket af skader og slitage – og to af dem har stået stille i en periode. Så udskiftningen af drivtogene er i princippet en del af den normale drift. Men det er klart, at det også giver endnu mere mening at udskifte delene nu, når vi forventer at forlænge møllernes levetid med op til 25 år,« oplyser Jan-Hendrik Ahrenkilde Wunsch.

De tre vindmøller blev åbnet i toppen, rotoren med møllevinger blev hejst ned, og det gamle drivtog blev fjernet og erstattet med nye dele. Til sidst blev rotoren med møllevingerne monteret igen.

Genbrug er et nøgleord

HOFOR skriver, at projektet fokuserer på genbrug og reducering af ressourceforbrug. De nye drivtog er genbrugte dele fra pensionerede møller, renoveret på Grenaa Motorfabrik. De gamle drivtog vil også blive renoveret til fremtidige udskiftninger.

HOFOR ejer 10 af de 20 møller på Middelgrunden. De blev købt tilbage fra Ørsted i 2018 for at sikre, at deres levetid kunne forlænges ud over de normale 25 år.

De resterende 10 møller ejes af Middelgrundens Vindmøllelaug, som består af omkring 8.000 private andelshavere. HOFOR er i dialog med vindmøllelauget om også at forlænge levetiden for deres møller.

»Vi har endnu ikke de sidste tilladelser i forhold til at forlænge driften i op til 25 år endnu, så vi kan gå i gang med den helt store levetids-renovation. Men vi har en stærk tro på, at det kun er spørgsmål om at få de sidste detaljer til at falde på plads. Det er vi i god dialog med myndigheden om,« slutter Jan-Hendrik Ahrenkilde Wunsch.

Havvindmøllerne på Middelgrunden

En spørgeundersøgelse, som Megafon lavede for HOFOR i 2021, viste, at borgerne i Hovedstadens kystkommuner har et positivt syn på Middelgrunden Havvindmøllepark. De ser møllerne som vigtige for regionens grønne image, og et stort flertal støtter en levetidsforlængelse.

Vindmøllerne er af typen Bonus 76, produceret i Danmark. De er 105 meter høje med en effekt på 2 MW hver, og hele parken har en samlet effekt på 40 MW.

De 20 møller producerer årligt omkring 90 millioner kWh, hvilket svarer til elforbruget i cirka 30.000 københavnske husstande.

Fundamenterne består af cirka 1.800 tons jern og beton per mølle, mens hver mølle med tårn og vinger består af cirka 250 tons materialer. Ved at genbruge og restaurere frem for at opføre nye møller, kan der spares meget CO2 og materialer.

Rotor med møllevinger bliver hejst ned for at gøre det muligt at udskifte hovedaksel og gearkasse. Foto: Per Heegaard / HOFOR.
Rotor med møllevinger bliver hejst ned for at gøre det muligt at udskifte hovedaksel og gearkasse. Foto: Per Heegaard / HOFOR.
Drivtog med hovedaksel og gearkasse bliver udskiftet. Foto: Per Heegaard / HOFOR.
Drivtog med hovedaksel og gearkasse bliver udskiftet. Foto: Per Heegaard / HOFOR.
 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?