Af Jens Munch
Vi lovede for nogle uger siden, at vi ville yde Bente Thers’ særlige historie retfærdighed, efter vi havde bragt en alt for kort artikel om hendes fortællinger om sit liv på Amagermuseet. Nu ved vi, at det bliver vanskeligt at gøre fuldt ud i en avis uden at tømme spalterne for alt andet og i øvrigt kraftigt at udvide antallet af sider. For der er rigtig meget at fortælle. Historien kunne sagtens fylde et bogværk i flere bind. Ambitionen i denne artikel må derfor være, at give et interessant omend ufyldestgørende indtryk af det helt særlige liv, som Bente Thers har levet og stadig er i fuld gang med.
Så vi trækker vejret dybt og forsøger med et alt for kort blik på et langt liv at komme så vidt omkring som muligt.
I skrivende stund er det 32.188 dage siden, at Bente Thers kom til verden på Vernings Klinik på Frederiksberg. Det var den 21. juni 1936. Verden og Dragør så helt anderledes ud dengang. Hitlers indvielse af De Olympiske Lege i Berlin lå kun få uger ude i fremtiden, og i Dragør boede der omtrent 2.000 mennesker i en by, hvor det var helt slut med søfarten. Det var en stille by, der godt nok havde et stort væveri med flere end 100 ansatte, men på gaden kunne man sagtens møde tidligere sømænd, som ikke havde det store at stille på midddagsbordet. Dragør havde i den grad set bedre tider.
Konger, rumba og en abe
Da Bente Thers første gang så dagens lys, boede forældrene i Parmagade i Sundbyøster.
»Mine forældre var danselærere og havde i 1934 stiftet deres første danseskole på Dragør Badehotel, hvor det kostede 4,50 kroner per måned at gå til dans. Året efter flyttede de deres undervisning til Kastruplund og dernæst til Nykro. Undervejs introducerede de dansen samba til danskerne på dansestedet Valencia inde i København,« fortæller Bente Thers.
Indtil Bente Thers kom til verden, var forældrene blandt det Bente Thers kalder »jet-settet« i Dragør. Og de var temmelig iøjnefaldende. De havde nemlig en lille abe som kæledyr, og den sad på skuldrene af den ene, når de var i byen. Det smarte gik dog fløjten, når den tissede dem ned af ryggen på deres fine selskabstøj.
»En dag var den ved at tage livet af min mormor. Den havde taget hendes hårnåle ud, så håret faldt ned og derefter trak den det rundt om halsen på hende, så hun var ved at blive kvalt. Hun sad stiv som en pind, og turde ikke røre sig, da onklen kom og reddede hende,« afbryder Bente Thers sig selv midt i historien om forældrene.
Efter fødslen stoppede forældrene med danseskolen og overtog huset på Strandlinien 57.
Farfaren hed Hans Theodor Janus Nørregaard og var kontreadmiral, lodsdirektør, ridder af Dannebrog og Kommandør af Dannebrog. Og ikke mindst var han bedste ven med den norske Kong Haakon 7. Hvordan det blev til noget, står ikke helt klart, men de kom i de samme kredse. Og ikke nok med det: Christian X kom også i hjemmet på Strandlinien.
»Så sad de der på verandaen og drak whiskey sammen. En gang slog kongen sit hoved mod den lave karm. Han var jo en høj mand,» siger Thers og afbryder endnu en gang sig selv med en noget overraskende historie.
»Det er jo ikke nogen hemmelighed. Jeg har fortalt det før. Men jeg havde sådan en mærkelig lyst en overgang. Jeg spiste indtørret gåselort. Og min mor tog mig til lægen, der sagde, at det da ikke var noget problem. Det var fyldt med vitaminer. Det er derfor hun er så stærk og sund, slog han fast,« fortæller hun og understreger, at den vist var god nok, for hun tævede nemlig alle drengene.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Flittig elev og dygtig idrætspige
Efter to år på den lille Dragør Skole, begyndte Bente Thers som otteårig i 1944 på Dragør Borger- og Realskole på Vestgrønningen. Skolegangen var god, og lille Bente var dygtig – kun to ud af hundrede point fra at få udmærkelse. Og hun lå heller ikke på den lade side i fritiden.
»Jeg har dyrket utrolig meget sport. Jeg har været amagermester i spydkast og på landsholdet. Jeg blev også amagermester, københavnsmester og nummer to i danmarksmesterskabet i kajak – det stod endda skrevet i Land og Folk,« siger Bente Thers med et slet skjult stolt smil.
Som et bevis på egenskaberne i kajak, hænger der på væggen i køkkenet spidsen af en pagaj med en lang række skinnende sølvmærker på.
»Jeg havde også en længere række pokaler, men de er blevet stjålet ved et indbrud her i lejligheden. Så de er sikkert bare blevet smeltet om,« siger Thers og fortsætter stimen:
»Jeg har også været amagermester i bordtennis. Og jeg har også spillet tennis, men en tennisalbue satte en stopper for dét. Det var nok den sportsgren jeg bedst kunne lide,« fortæller Bente Thers, der da også lige minder skribenten her om, at hendes farfar startede klubben med det officielle navn »Dragør Boldklub, Tennisafdelingen« i 1926.
Musik med redekam og sodavandsflasker
Nok fyldte skolegang og idræt meget i lille Bentes hverdag, men hendes dage var også fuld af musik. Bente Thers har hverken gået på konservatoriet, og med hendes egne ord kommer hun end ikke fra et hjem med klaver. Alligevel fyldte tonerne stuerne på Strandlinien 57. Forældrene var jo erfarne danselærere. Ofte sad Bente Thers på gulvet med familiens rejsegrammofon og med sikker hånd sørgede for pladeskift og optrækning af apparatet, mens faderen bød ind med sine »quick, quick, slow«.
Det første instrument var en redekam. Den kostede ikke noget og var altid ved hånden. Det næste instrument var et slagtøj, men også hjemmelavet. Hun hængte nemlig sodavandsflasker op under håndvasken på badeværelset med forskellig mængde vand i.
Da hun var 10 år, fik hun sin første mundharpe og den førte til hendes optræden hos den kendte »Onkel Kai«, som i 1940’erne og 1950’erne lavede landsdækkende radio for børn. Her underholdt hun landets børn med numrene »Skamlingsbanken« og »Alle mand til pumperne«.
Som 12-årig kom så det vigtigste instrument ind i Bente Thers’ liv.
»Det er den bedste gave jeg nogensinde har fået. Min farfar gav mig min første harmonika. En lille, hvid to-rækkers med guld på,« fortæller Bente Thers og fortsætter:
»Derefter øvede jeg i timevis på toilettet, da familien ikke kunne holde ud at høre på det. Overfor vores toiletvindue på første sal boede »Dille-Anna«. Hun nød, når jeg spillede, og hun lå med armene over kors i det åbne vindue og sang med.«
Helt frem til sit første ægteskab og sit første barn kunne Bente Thers bogstaveligt talt ikke holde fingrene fra musikken. Men så kom der omtrent et kvart århundrede, hvor det blev skubbet ud på sidelinjen, selv om der da af og til blev spillet i hjemmet, til datterens bryllup eller på en bådtur ved Mallorca.
Biblioteksskriver i stedet for journalist
Efter skolegangen på Dragør Borger- og Realskole var Bente Thers’ drøm at gå i gymnasiet og blive student Men det måtte hun ikke for sin far.
»Nu har vi sgu’ fødet dig længe nok. Nu skal du ud og tjene nogle penge,« lød beskeden fra faderen.
»Naaj, ikke rigtig,« svarer Bente Thers på spørgsmålet, om hvorvidt hun blev ked af faderens melding.
»Så efter skolen var jeg i huset hos nogle skolelærere her i Dragør. Det var rart. Og så blev jeg ansat på biblioteket inde på Ølandsgade og blev uddannet til biblioteksskriver, som det hed. Det var en ret god løn. Jeg ville gerne have været journalist eller radiotelegrafist eller begge dele. Men det blev biblioteket. Der var jeg så inde hos Drude Lange. En meget konservativ dame,« siger Bente Thers.
Styr på fabrikken
I 1957 fik Bente Thers datteren Lisbeth med sin daværende mand Jørgen Ancher Pedersen, som hun var blevet gift med året forinden. Parret blev skilt i 1958.
Og her laver vi et spring på vej mod Saltholm – den flade, 18 km2 store ø omtrent syv km fra Dragør. Optakten var, at Bente Thers i 1960 bliver gift med Niels Hjarnø Knudsen, der oprindeligt var flymekaniker i lufthavnen, men nu ejede en maskinfabrik med 25 ansatte, hvor så Bente Thers blandt andet blev bogholder – hvilket hun også lige nåede at uddanne sig til via et brevkursus.
»Jeg ordnede fabrikkens indkøb, ordnede løn med udregninger af overarbejde og kildeskat. Så det var noget med at sidde og putte mønter i små brune poser hver 14. dag,« fortæller hun.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Ønske om et mere harmonisk liv
Fabrikken gik godt, men der var fart over feltet, og parret ønskede sig et mere enkelt liv med mere ro i dagligdagen. De to havde da også sammen fået datteren Tora. Så nu var der to børn i husholdningen. Men også en personlig tragedie ramte, da parret fik en datter, der blev født med en hjertefejl, der gjorde, at hun kun overlevede 12 dage efter fødslen.
Alt i alt var der god grund til at ønske sig et mere roligt liv. Og så kom muligheden for at parret kunne overtage rollen som bestyrere af kroen på Saltholm samt opsyn med de dyr, der gik og græssede på øen. Det med roen skulle dog vise sig ikke helt at holde stik.
Men efter fabrikken blev bortforpagtet stævnede parret ikke desto mindre mod Saltholm den 1. april 1965. I første omgang blev børnene anbragt hos Niels’ søster Stella Flyvia Knudsen, der i øvrigt selv blev født på Saltholm. Hendes særprægede mellemnavn fik hun, fordi jordemoderen, der bragte hende til verden i allersidste øjeblik, var kommet med en flyvemaskine. Muntre tunger ville have, at hun skulle hedde Propella, men det nægtede præsten.
Da vi ankom til øen stormede det, og det var meget koldt. Den tidligere kroejer Martin Riber havde taget alle koksene med, så der var intet at fyre med. Bente Thers havde halsbetændelse i meget lang tid og lå syg på Saltholm, hvor hjælpsomme sjæle pakkede ud og forsøgte at finde plads til det hele. Det var ikke en god start, fortæller Bente Thers:
»Det var rædselsfuldt. Jeg måtte tilbage til Dragør og blive behandlet, før jeg blev rask.«
Men håbet var der endnu. For i kontrakten stod, at der skulle stilles opredte senge til rådighed for de bønder, der havde dyr græssende på øen, når de skulle aflevere eller hente deres dyr. Det var jo ikke så galt. Så der var udsigt til lidt fred og ro. Men håbet brast:
»Vi åbnede kroen, da jeg var blevet rask og regnede ikke med, at der ville komme ret mange gæster. Det første år kom der 7.000 mennesker og det var næsten mere, end vi kunne klare. Og der var meget at se til. Der var jo ingen strøm på øen og alting skulle sejles over. Der var ikke rindende vand. Vi måtte pumpe det ind. Vi brugte regnvand, der blev filtreret gennem en masse slagger, sten og grus til alt. Kaffen blev god, da det var blødt vand,« beretter Bente Thers.
Det enkle liv var kompliceret
Der blev brugt petroleumslamper med hvad dertil hører af tilsodning af vægge og lofter. Parret fik installeret en dynamo fra en gammel bilmotor og brugte aflagte akkumulatorer fra lufthavnen. Dem kunne de så lade op, så de kunne holde i et par timer. En benzinmotor blev brugt til at drive for eksempel en støvsuger, en røremaskine og et fjernsyn.
Man skulle bare udenfor og starte motoren med en ledning ind ad vinduet. Når fjernsynet endelig fik lov at køre, gik det ofte i sort på de mest spændende øjeblikke. Strømmen kunne også svigte, hvis der var løbet en mus hen over akkumulatorerne. Den overlevede ikke.
»Jeg brugte røremaskinen meget. Jeg bagte fire store formbrød hver dag sammen med et par sandkager. Jeg brugte hættemågeæg til sandkagerne. Det gav en meget flot orange farve,« fortæller Bente Thers og fortsætter:
»Det var et stort arbejde at drive kroen. Alt var så primitivt. Der var ikke noget, der hed opvaskemaskine. Vi brugte 10 liters kedler, der skulle varmes på komfuret, og vi havde en kaffemaskine til 25 liter kaffe. Den var af messing og en porcelænsindsats med en stor filtertragt, man hældte vand igennem.«
Bedre til kajak end til hest
Parret havde 70 får, en vædder, en ged, en hest, to katte og høns. Niels købte en ny, ung vædder, og den begyndte at slås med den gamle. Han for ud og satte benet imellem de to. Det resulterede i, at han måtte sidde en uge med benet op på en stol med et kæmpe hævet knæ.
Bente fortæller, at hun forsøgte at lære at ride på familiens hest:
»Men det har jeg aldrig været god til. Hesten Rita bed mig i skulderen, da jeg skulle op på den. Den kunne også skubbe bidslet ud foran sine tænder, så man slet ikke kunne styre den. Så var det bare med at hænge fast. Hesten »Hof« smed mig af på sydenden, så jeg måtte gå hjem. Jeg red alligevel, men havde bedre balance i en kajak.«
Livet på Saltholm var fuld af hårde og frustrerende udfordringer, og på et tidspunkt måtte det få en ende.
Ikke mindst på grund af børnenes skolegang. Selvom børnene af og til kom ind på Amager for at modtage undervisning, så var Bente Thers’ hjemmeundervisning helt nødvendig for børnenes læring. Men det kunne ikke blive ved. Og manden Niels blev også påvirket meget af de store planer med lufthavnen, som ikke betød noget godt for stemningen på Saltholm. Han gik endda så langt som at købe en gård på Drejø. Men der viste sig uventet at være landbrugspligt på ejendommen. Så den blev hurtigt solgt igen.
Efter seks år sluttede eventyret på Saltholm i 1971. Kort derefter gik Niels og Bente Thers hvert til sit, og herefter måtte den nu enlige mor kæmpe en brav kamp for at få enderne til at mødes. Det var hårdt, og der var ikke altid lige meget hjælp at hente fra hverken kommunen eller andre, der måske kunne have trådt til. Men Bente Thers havde jo sin uddannelse som biblioteksskriver at falde tilbage på. På bibliotket i Dragør, som også havde biblioteket i Store Magleby under sig, fik hun nu titlen skrankeleder.
Den enlige mors styrke og daglige kamp, er i sig selv en en lang, interessant historie. Det må blive en anden gang. Nu er der nemlig snart ikke mere plads til dette portræt af Bente Thers.
Glæden ved harmonika
Men vi skal lige omkring musikken endnu en gang. Glæden ved harmonikaen, som blev sat i gang af farfarens »bedste gave nogensinde« har fyldt meget de sidste mange, mange år.
Bente Thers samlede atter musikken op i 1994, hvor hun begyndte at spille med Johns Hamonikanere. De spillede meget.
Senere spillede hun sammen med guitaristen Freddy Milbo og Hemming Jensen på violin under navnet Bente og Badedyrene. Sidstnævnte spillede på Dragør Kro hver den første fredag i måneden – og mange mange andre steder.
Siden da har Bente Thers optrådt solo med sin harmonika. Og hun gør det stadig – blandt andet foran Café Havslapning.
»Min glæden ved musik er stadig lige så stor som altid, men alderen gør selvfølgelig, at jeg kke spiller helt så godt, som jeg har gjort,« siger Bente Thers.
Denne gang når vi heller ikke at fortælle, da Bente Thers skulle spille til et bryllup i Store Magleby Kirke, hvor præsten undlod at dukke op, og bruden i stedet endte med at blive Side 9-pige dagen efter, fordi Ekstra Bladet kom og dækkede skandalen med præstens slendrian.
Vi når heller ikke at fortælle om dengang hun fik arrangeret en bordtennisturnering i Shanghai i samarbejde med den lokale Dragør-kineser Hang Kung Chu. Det må også blive en anden gang.
Men hvordan vil Bente Thers selv kort beskrive sit 88-årige lange liv med glæder, mænd, børn, Saltholm og musik?:
»Det er utroligt, at jeg har været så privilegeret og oplevet så mange ting. Jeg synes ikke, at jeg har noget til gode. Der vil jo altid være noget man kan fortryde, men i det store hele synes jeg, det har været godt.«
