Dragør Søbad åbnede 1. maj som så mange gange før i historien. En Dragørsk badekultur med en spændende historie som vi her bringer.
Dragør Søbad 1890-1932
Amager historiker Chr. Nicolaisen skrev i 1910: “Dragør Søbad er anlagt 1890 af et Aktieselskab paa Foranledning af J. Rander og Chr. Nicolaisen”.
Johan Hertz Rander ejede fra 1898 Højerup, Dragør Kro og Dragør Strandhotel til sin død i 1901. Postinspektør Chr. Nicolaisen blev senere centralbestyrer, redaktør m.v.
Aktiekapitalen i “Aktieselskab Dragør Søbad” var på 2.000 kr. fremgår det af selskabets love. Selskabets love, der først blev vedtaget i 1892, er fundet på Det Kgl. Bibliotek, og af lovene fremgår det også, at aktionærerne kunne benytte badeanstalten til nedsat pris.
Søbadet blev opført for enden af en 180 meter lang bro på Strandlinien ud for Sydgrønningen (nuværende Rønne Allé).
Flere “badeanstalter” i Dragør
I 1890 var der også adgang for damer og herrer i det badehus, som skibshandler Peter Jensen Kjæmpe havde udlagt ved Nordre mole. Badehuset lå ikke langt fra “Greisens pakhus”, som Kjæmpe havde ejet siden 1875.
Kaptajn Claus Peter Krause reklamerede også samme år. Han tilbød alle hverdage, at publikum i hans nyerhvervede ejendom kunne benytte et badeværelse med varme og kolde styrtebade.
Krause havde også tænkt på fysiske udfoldelser. I et avisreferat fra samme år står der: “Der er ved en praktisk Indretning sørget for alle Bekvemmeligheder, om det saa er en Trapez til at trætte sig i”.
Krause, der ejede Dragør Kro og Dragør Strandhotel, boede privat Strandlinien 33 / Zyftensgade 6.
Sommeren 1908. Postkortudgiver Edv. Raun skriver ”Udsigt fra Lodstaarnet”. Foto er taget fra daværende mindre tårn, på tagryggen af nuv. Dragør Museum.
“Militæret” overtager søbadet
Dragør Søbad reklamerede en del i de lokale aviser. Blandt andet oplyste man i 1905, at badanstalten åbner sæsonen i ny udvidet form kl. 7 første pinsedag.
I april 1906 købte sergenterne P.V. Hansen og Alf. E.J. Hansen søbadet for 4.500 kr.
De to sergenter, der også var gymnastiklærere, fortsatte med at reklamere i aviserne, og i en af reklamerne stod der, at “Dragør Søbad anbefaler sig med sit friske Vand og fine Sandbund og Styrtebade”.
Svømmeundervisningen for voksne og børn på badeanstalten blev foretaget af exam. lærer og lærerinde, oplyses det videre i en annonce fra juni 1907.
Byens spildevand, der løb ud i en rende ved Rønne Allé, generede endnu ikke badelivet.
På det tidspunkt kunne man endnu også bade indendørs, nemlig på Dragør gasværk, hvor Andreas Nielsen Harboesgaard reklamerede med varme bade til 30 øre og kolde bade til 15 øre.
Poul Sander køber Dragør Søbad
25. februar 1919 købte sergent og gymnastiklærer Poul Vilhelm Reginhart Sander badeanstalten af P.V. og Alf Hansen for 15.000 kr. I handlen indgik 14 baderum på herreafdelingen, 17 baderum på dameafdelingen, diverse rekvisitrum, 2 familiebadehuse, en 220 meter lang bro, en robåd, hus på land med cykelstativ og billetkontor.
Desuden var der diverse løsøre i form af håndklæder, badekort, billetter, badehætter, badedragter, svømmeseler og svømmestænger.
Poul Sander havde været våbenmester på Kronborg slot og Frederiksberg slot. Da han på grund af sit arbejde efterhånden var blevet noget tunghør, blev han nødt til at søge sin afsked fra militæret. Familien Sander havde en lejlighed på Vesterbrogade i tilknytning til deres forretning. I forretningen solgte man mel og gryn.
Sander købte seks grunde i St. Magleby mellem Solvænget og Strandvænget op mod Fasanvænget, hvor han i første omgang byggede et lille sommerhus.
Poul Sander foretrak ofte i badesæsonen at overnatte på badeanstalten i en lille stue, der var indrettet i tilknytning til billetkontoret. Det blev for langt for ham at cykle frem og tilbage mellem Dragør og København.
Selv om badeanstalten var helt privat, fik han lidt kommunal støtte. Kommunens skoleudvalg bevilgede 150 kr. til svømmeundervisning på badeanstalten i 1921.