Apotekerne i Dragør

Dragør har haft en række Apoteker med hver sin historie. DragørNyheder.dk bringer her første del om Apoteker i Dragør.

Ganske passende for denne historie, indleder vi med en intro i forbindelse med, at Foreningen “Smag på Dragør” torsdag den 24. maj var inviteret på besøg hos Dragør Apotek, som ligger i Dragør Centret på Maglebytorv.

24. maj 2018. Apoteker Mikkel Rostgaard Jørgensen fortalte på en meget levende måde om apoteker i Danmark og ”Apoteket i Dragør”. Under skærmen skimtes fru Julie Schous historiske ”klokke”, der kun bør anvendes med et forsigtig klimt. (Foto: Dines Bogø).

Apoteker Mikkel Rostgaard Jørgensen og farmaceut Pernille Rasmussen fortalte, ikke bare om apoteket på Maglebytorv 18, men deltagerne hørte også generelt om apoteker i Danmark. Bl.a. de skiftende regler og forordninger gennem årene.

Der var mulighed for at se, hvordan en ekspedition foregår og apotekets robot imponerede. Som personalet hurtig og effektiv, så personalet får endnu mere tid til at orientere kunderne om de produkter, de får udleveret.

24. maj 2018. Farmaceut Pernille Rasmussen fortalte om, hvad der skete, når kunden kom efter ”recept-medicin”. Den nyere robot imponerede med sin præcision og hurtighed. En god orientering om forskel på ”original produkt” og ”erstatningsprodukt” manglede heller ikke. Foto: Dines Bogø

Apotekerne i Dragør – første del

Dragør Apotek
Det første kendte medicinudleveringssted man kender i Dragør lå på Strandlinen.

Fru Emma Andersen født Guldborg havde i begyndelsen af 1900-tallet et mindre medicinudleveringssted i Kampensgade nr. 4.

Medicinudsalg omkring 1920 på Strandlinien 21. Indgangen lå i Kampensgade 4 og skiltet på hjørnet henviste til indgangen. Personerne i venstre vindue er Ernst og Carl Andersen og Alvilda Junker. Til højre er det Einar og Agth Andersen og Carla Sørensen. (Foto udlånt af Kurt Guldborg Larsen).
I midten ses ”Medicinudsalget. (Postkort, som boghandler Chr. Schou solgte, ca. 1911).

Lokale omtalte medicinudsalget som “Hos Apotekerens”. Ekspeditionen foregik fra en klap i døren mellem forstuen og stuen.

I samme bygning, der også har adressen Strandlinien 21, har der tidligere været tøjforretning.

Mange af Dragør Boldklubs fester på havnen blev koordineret fra dette hus.

Før der blev oprettet medicinudleveringssteder, kunne man købe visse medicinske varer f.eks. hos Tatol og materialhandlere. Receptpligtig medicin købte man hos sin læge.

Kommandørboligen

I tyverne blev der oprettet et håndkøbsudsalg på Kongevejen 11B i “Kommandørboligen”. Huset havde boghandler Chr. Schou købt i 1914 af Marineministeriet.

Fra 1912 havde bygningen været bolig for chefen på Dragør Fort. Før 1912 havde byens Kgl. Lodskommandør i mange år haft bolig her.

Det var boghandlerens frue Julie Schou, der stod for håndkøbsudsalget. Fru Schou fortalte ofte med stolthed, at hun var ud af Buchwald-slægten. En slægt af officerer og godsejere i Jylland.

1889. Eksempel på reklame fra et ældre medicinudsalg. I dette tilfælde fra Sundby Materialhandel på Amagerbrogade 42. Her tilbød man “Dame-Expedition paa Forlangende”.

Fru Julie Schou, født Buchwald

Fru Schou lagde stor vægt på, at Kong Christian den 9. og dronning Louise havde spist frokost i huset i anledning af Dragør kirkes indvielse i 1885.

I 1894 havde der igen været kongeligt besøg i huset. Kronprins Frederik, senere Frederik den 8., og de tre prinsesser havde drukket chokolade i dagligstuen.

1925. Kongevejen 11B. Sidebygningen Kongevejen 11C-11D med de to forretninger blev opført af boghandler Chr. Schou til ”Irma v/ Carl Schepler”. Her lå Irma-butik nr. 2 fra 1915 til 1936. (Foto taget af fru Julie Buchwald Schou. www.Arkiv.DK).
2017. Det royale skjold over døren til det tidligere apotek vedligeholdes på flot måde af nuværende ejer ”Barbara Maria”. Til venstre for indgangen skimtes mindeplade fru Julie Schou og sønnen Andreas. (Foto: Dines Bogø)

Når der var åbent i håndkøbsudsalget, blev kunderne ekspederet fra et vippebræt i vindfanget.

En klokke kunne tilkalde fru Schou, men klokken skulle, efter fru Schou mening, ikke bruges for energisk.

Klokken er bevaret og apoteker Mikkel Rostgaard Jørgensen demonstrerede med en forsigtig berøring, hvordan fru Schou foretrak man betjente instrumentet.

Fru Schou solgte også finere porcelæn. Interesserede seriøse kunder blev inviteret ind i den fine stue, hvor de kunne kigge på varerne.

Ved siden af håndkøbsudsalget, der havde tlf. Dragør 45, lå boghandler Chr. Schou forretning på Kongevejen 11A. fru Schous mand var aktiv her til sin død i 1932.

Fru Schou lagde personligt stor vægt på, at huset og butikkerne blev vedligeholdt og dagligt rengjort, så det hele fremstod prydeligt med respekt for husets fornemme betydning.

Fru Schou sørgede for, at hushjælpen ofte vaskede hele den hvide facade. Maling manglede aldrig. “Byens Hus” skulle se pænt ud og fremstå som et godt eksempel for andre.

At det var fru Schou der bestemte i huset mærkede sønnen Andreas også.

Andreas skulle uddannes til noget stort og fint, vidste hele byen. Fru Schou fortalte gerne, at sønnen læste til Biskop. Andreas var ikke helt enig i, at det var det, at han var i gang med.

De unge piger, der hjalp fra Schou kom som regel fra Vestjylland. De fik kost og logi samt lærte af fru Schou, hvordan man skulle agere.

At sønnen af og til blev distraheret i sine studier af de nydelige unge dameres tilstedeværelse i huset, indgik ikke i fru Schous planer.

Udsalget flytter til nabokommunen

I 1945 flyttede håndkøbsudsalget til Stationsvej 22. Her var det frk. Else Nielsen, der var leder. Else Nielsen var uddannet defektrice fra Sønderbro apotek.

Ca. 1943. “Villa Kodan” på Stationsvej 22. Her var der fragtmandsforretning fra 1942 til 1945. Fra 1945 til 1949 var der håndkøbsudsalg i villaen. (Foto udlånt af Erik Nørup).

Følg med når vi senere bringer 2. del om Apoteker i Dragør. Vil du læse flere spændende historiske artikler om Dragør kan du gøre det her

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?