Bademester Poul Sander
Sander havde fra 1934 lejet hele området, hvor badeanstalten nu blev opført. Den årlige leje blev fastsat til 700 kr. Enkefru Bertha Walløe gav samtidig Poul Sander forkøbsret på “Walløes Havn”, som området blev kaldt.
Sander fik ikke lov til at udskænke stærke drikke, fordi Dragør Kommune havde givet det store Badeetablissement eneret på den slags udskejelser.
Sander måtte nøjes med at servere læskedrikke fra en lille kiosk på land. Kiosken blev i 1938 flyttet ud på selve badeanstalten.
Naboen ”Badeetablissementet” havde opført en 500 m lang badebro og de kaldte sig ”Nordens største Badeetablissement”, men de lokale kom hos Sander på Dragør Søbad.
Batterivej var blevet forlænget ud til området ved Sanders badeanstalt.
Badeetablissementet lukker
I 1940, lukkede Arne Jacobsens badeetablissement bl.a. på grund af dårlig økonomi. ”Det er tiderne”, som man ville have sagt i Matador.
Sander fik ikke glæde af, at konkurrenten lukkede. De hårde vintre i de første besættelsesår ødelagde badeanstalten. Kabiner og brodække blev slået i stykker. Det var svært at få nyt træ, og Poul Sander valgte derfor i to sæsoner at opstille de delvis restaurerede kabiner inde på land.
I 1942 kunne han igen åbne, og dette år var entréen 35 øre for voksne. Igen blev der reklameret med “Herligt krystalklart vand. Fineste sandbund”.
Eksam. svømme- og gymnastiklærerinde Nelly Christensen fra Ternevænget modtog tilmeldinger dette år til privat svømmeundervisning for piger på badeanstalten.
Sander havde flere gange søgt om kommunalt tilskud til svømmeundervisning af drenge. Men kommunalbestyrelsen ville spare pengene og henviste til, at drengene hellere ville bade fra Sdr. Mole i Dragør Havn.
I slutningen af Besættelsen var disciplinen dalende blandt de tyske tropper i Dragør.
Bademester Sander blev overfaldet og slået ned, da han prøvede at overbevise nogle tyske soldater om, at de skulle holde sig fra dameafdelingen.
