Syd for Sjælland ligger øen Møn. På lidt under 1½ time er man på Møn. Aktivitetshuset havde igen i år arrangeret skovture til fire lokaliteter.
Skovturene
I år kunne man vælge mellem Orø og Nationalpark Skjoldungens Land. Der var en tur til Sofiero ved Helsingborg. Tredje tur gik til Nordsjælland (Helsingør, Hellebæk, Gurre og Fredensborg).
På den sidste tur 14. juni 2018 var målet Møn. Her havde arrangørerne aftalt besøg på det forholdsvis nye ”Samlermuseum Thorsvang”, der ligger ved Stege.
Thorsvang
På det store samlermuseum, der kan markere 5 års fødselsdag i år, var der flere guider, der fortalte om de mange forskellige lokaliteter.
På udearealerne er der ældre luftgynger, en benzinstation og en sikringsbunker fra 1944-45 med en særlig udstilling.
Deltagerne havde også mulighed for selv at fordybe sig i udstillingerne, hvad enten det var en skolestue, bilværksted, bagerbutik, købmand, smedje, frisør, legetøjsbutik, installatør, radioforretning eller en byrådssal. Meget mere.
På et passende tidspunkt kan man indtage frokost, kaffe og kage i Palmehaven eller i ”Paradis”. Sidstnævnte er et overvældende lokale, der også er indrettet som ølmuseum.
Flere nåede også et besøg i sikringsbunkeren, hvor man med lyd og billeder fik beskrevet forholdene på Møn under besættelsen.
Som en af guiderne sagde. 80% af gæsterne kommer hurtigt igen, fordi der var lige noget, man gerne ville have kigget nærmere på og desuden kommer der nyt til museet hele tiden.
Det hele er startet af den nu 57 årige Henrik Hjortkær, der allerede som 8-årig begyndte at samle på ”alt”. Det hele er indrettet i en tidligere stor tørmælksfabrik, hvor mange lokale frivillige hjælper gæsterne tilrette.
Liselund have og Elmelunde Kirke
Vejret var særdeles perfekt til en tur i parken ved Liselund lystslot. Anlagt i 1700-tallet af franskfødt adelsmand til ære for hustruen Lise. Park og bygninger har været i privateje til 2005, hvor det blev en del af Nationalmuseet.
Ikke langt fra Liselund ligger Elmelunde Kirke. En af de kirker på Møn, hvor det er muligt at se mange flot restaurerede kalkmalerier. Man ved, at der findes flere malerier i kirken. De vil ved en senere lejlighed blive restaureret, når teknik og økonomi tillader det.
Arrangører
Jytte Zaar og Helle Bjorholm tilrettelægger turene, som kommunen yder tilskud til. Hanne Berthelsen og Bente Tersbøl hjælper også med det praktiske og deltagerne får mulighed for at møde borgmester Eik Bidstrup under hyggelige og afslappede former.
Alle gav udtryk for, at de ture skal fortsætte på den vellykkede måde, det hele fungerer på.