En 11-årig pige har besluttet at iføre sig et tørklæde og bære det, når hun skal i skole. Det har betydet, at hun er blevet bortvist fra skolen, som er en fransksproget skole beliggende i København. I Frankrig er der en lov om ikke at bære religiøse symboler på skoler, derfor har denne danske, men fransktalende friskole den samme regel.
Ifølge dansk lovgivning har hun dog ret til at bære sit tørklæde, og derfor har skolen et problem. Forældrene til pigen lægger nu sag an mod skolen. Faderen til pigen hævder, at det på ingen måde er forældrene, som har tvunget barnet eller overbevist hende om at bære tørklæde. Det er hendes egen beslutning.
Jeg får pludselig tanker fra min barndom. Jeg husker min mor og alle andre damer, som aldrig kunne finde på at gå ud – i kirke eller ud at handle – uden en hat placeret på deres yndige hoveder eller et tørklæde godt bundet fast under hagen. Det var dengang – og jeg er født i 1945 – helt almindelig god opførsel. Jeg husker nemlig, hvordan jeg som barn nedstirrede konerne, som før altergangen tog deres hatte og tørklæder af, før de gik op til alteret. Egentlig var det i grunden mærkeligt, at de netop på det tidspunkt tog deres hovedbeklædning af.
Det havde, tror jeg, ikke noget at gøre med en religiøs holdning, men læser jeg i Bibelen, finder jeg datidens begrundelse for tørklædet som en nødvendig hovedbeklædning.
Det vil jeg vende tilbage til.
Da jeg rejste til Nigeria – udsendt af et dansk missionsselskab – deltog jeg ret hurtigt i en stor sommerlejr for unge fra de secondary schools og teacher training colleges, som fandtes i vores del af Nordnigeria.
Hurtigt blev jeg involveret i lejren. Jeg blev bedt om at være med i en paneldebat, hvor vi deltagere skulle besvare de mange spørgsmål, som de unge havde behov for at få svar på.
Jeg husker, at jeg pludselig blev spurgt, hvorfor jeg ikke havde tørklæde på. Jeg sad der og forekom dem upåklædt og uden respekt for den kultur, jeg var havnet i, og som jeg først nu skulle til at lære at kende. De unge piger havde alle tørklæde på. Det var meget smukt at se dem med den farverige hovedpåklædning. I deres spørgsmål lå også, hvorfor har du ikke tørklæde på, når du ber. Hvordan kan du komme til Gud uden at have noget på hovedet? Det var i 1970èrne. I dag tror jeg, situationen i Nigeria er noget anderledes.
Jeg var slet ikke forberedt på det spørgsmål. Min mors generation havde for længst forladt deres tidligere faste brug af tørklæder og en hat. Kulturen havde ændret sig. Nu tog man kun noget på hovedet, hvis vejret var koldt, og det derfor var nødvendigt, eller man gjorde det for at beskytte håret. Der var ingen bevidst brug af hovedbeklædning af religiøse grunde.
Hvad jeg svarede, husker jeg ikke, men selvom jeg i min tid i Nigeria rimelig hurtigt iklædte mig afrikanske slå-om nederdele (en sani), som gik helt til jorden, så tog jeg aldrig tørklæde på – noget mine afrikanske medsøstre nok ville have ønsket at se mig med. Den del af den afrikanske kultur var jeg ikke helt med på for mig selv.
I Danmark er det kun nonner, som dækker deres hår til overalt, hvor de færdes.
Går man ind i en ortodoks kirke, så er kvinderne tildækket. Gudstjenestens hele indhold drejer sig om bøn og lovprisning af Gud, så af respekt for ham, så har kvinderne et let slør på hovedet.
I den katolske kirke blev påbudet for kvinder om at tildække håret under gudstjenester ophævet i 1983. I folkekirken i dag har kvinder sjældent hat på i kirken, og det kan være helt rart, for store hatte kan jo hindre udsynet. Det er kun kongehuset, hvor de kvindelige medlemmer pynter sig med ofte enorme, men meget smukke hatte, når de besøger kirken.
Sjovt nok så har mænd stadig den skik at fjerne evt. hue/ hovedbeklædning/ kasket i kirkerummet – specielt til stor irritation og et problem for nutidens konfirmanddrenge, hvis vi præster dermed ber dem fjerne det, der er en stor del af deres image.
Rundt omkring i forskellige kirker i udlandet er der derimod stærkere traditioner mht, at kvinder har noget på hovedet – et tørklæde.
Det er altså ikke muslimer, som har opfundet dét der med at bære et tørklæde. Det har sin baggrund i kristne traditioner, og som jeg ser det, så hidrører skikken blandt muslimer fra en meget tidlig påvirkning fra kristne kvinder, men sådan tror jeg nu ikke, muslimer selv ville svare. Der står dog intet i koranen om, at kvinder skal bære tørklæde. Der står, at kvinder skal klæde sig på en måde, så de ikke træffer uønsket opmærksomhed og risikerer at blive forulempet. Muslimer er meget delt i spørgsmålet, om kvinder skal bære tørklæde eller ej.
Argumentet for er, at håret er en del af en kvindes skønhed, som hun ikke bør dele med hvem som helst, men reservere til sin ægtefælle. Andre bærer tørklæde af respekt for Gud som et tegn på, at de bøjer sig for Gud. Islam betyder underkastelse eller hengivelse – altså under Gud.
Men hvad står der i grunden i Bibelen om det at bære et tørklæde, hvis man er kvinde?
Jeg må hellere referere apostlen Paulus, som i sit første brev til Korinterne kapitel 11 taler om, hvad der er sømmeligt for mand og kvinde. Manden bringer skam over sit hoved, hvis han beder med noget på hovedet. Kvinden tilsvarende bringer skam over sit hoved, hvor hun beder til Gud utildækket. Det er ærefuldt for en kvinde at have langt hår, men vanærende for en mand at have langt hår. Paulus giver udtryk for, at det er noget, som naturen lærer os. Paulus siger, at kvinder derfor skal have deres hår dækket til, når de ber.
Han siger meget mere, og meget af det virker på os danske nutidskristne, som noget der dengang passede ind i den gængse kultur, og som noget vi ikke behøver at rette os efter – vi, som lever i en helt anden tid og i en helt anden kultur.
Det er nemlig forskellen mellem læsning af koranen og islams andre hellige skrifter og læsning af Bibelen.
Muslimer tager det bogstaveligt, hvad der står, og den meget troende muslim mener, at disse religiøse skikke, hvor ældgamle de end er, skal overholdes til punkt og prikke.
Vi har som kristne en anden holdning til Bibelens ord. Biblen har både en guddommelig og en menneskelig side. Helligånden vil vise os, hvad der er hvad – selvfølgelig med den risiko, at vi kan tage fejl. En sagde det på denne måde. Bibelen er som en vugge. I vuggen ligger barnet, og det ville være tåbeligt at være mere optaget af halmen i vuggen, end det barn, som er i vuggen. Mon ikke det var Luther, som sagde det? Forstået på den måde at vi i læsningen af bibelen finder både evangeliet, som er Guds ord og hans handling med os/ for os, og vi finder, at Bibelens mange bøger er skrevet af mennesker, som også talte ind i den tid, de levede i og derfor gav udtryk for holdninger, som vi ikke længere deler, og som ikke længere har relevans.
Det er dog klart, at der har og er mange stridigheder og uenigheder pga sådan en holdning til Bibelen, og vi skal passe meget på ikke ”at smide barnet ud med badevandet”.
Denne søndags klumme handler om dette emne, fordi det må være klart for os, at når en tørklædebeklædning er så vigtig for en muslim, så må vi som kristne og som danskere have så megen respekt for vore medmennesker, at vi ikke frarøver dem deres næsten kæreste beklædningsgenstand, uden de er kommet til en anden overbevisning helt af sig selv.
Hvad der er i menneskers hjerter kan man ikke lovgive imod, mener jeg. Helt ok, hvis I er uenig med mig!
Kristentroens indhold drejer sig – udover det allermest væsentlige, som er Guds frelse til os gennem Jesus Kristus og hans liv, død og opstandelse for os– også om en dyb respekt for anderledes troende, selvom vi er dybt uenige med dem. Vi når aldrig hinanden, hvis vi ikke kommer hinanden i møde med kærlighed og forståelse, derfor er det også klogt at sætte sig ind i, hvad muslimer og andre religioner mener om dette og hint, samtidig med vi sandelig også sætter os ind i, hvad vi selv tror på, og hvad der står i vores bibel.
Min dybeste sorg, hvad angår kristendommen, er, at uvidenheden hos de fleste kristne her til lands er ufattelig stor!
En stærk og velment opfordring herfra: Læs dog den Bibel, som danner grundlaget for vores kultur og vores tro! Find dermed ind i den tro, du er vokset op med, og som du blev døbt ind i – måske engang for længe siden. Du vil finde, at Guds kærlighed og nåde er grundlaget, og du kan se forskellen tydeligt mellem f.eks. kristentro og islam, men lad dog de muslimske kvinder, som gerne vil bære tørklæde, gøre det og smil til dem, når du ser dem, for de viser dog, at der er en åndelig dimension i tilværelsen, og det er der alt for mange danskere og andre, der har glemt alt om!
God søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst på Amager
