Traditionen tro lagde Naturcenter Amager græs til Tårnbys årlige kulturbegivenhed Stjerner i Natten, der i år løb af stablen fredag den 24. maj.
Tårnbys borgmester Allan Andersen satte kulturfestivalen i gang med ordene: »Her er plads til alle – til en festdag for både børn, unge og voksne – her er plads til sammenhold.«
Tårnby Kommunes kulturinstitutioner, uddannelsesinstitutioner og foreningsliv gav denne eftermiddag et bud på og et indblik i, hvad de kan tilbyde borgerne af oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet – og her var meget at vælge imellem.
De forskellige organisationer var spredt rundt på arealet ved naturcenteret. Ungdommen fra Kulturzonen og UngTårnby bød op til dans og vild musik. Den Blå Planet underviste i blæksprutternes anatomi, og noget så »vandvittigt« som fiskeaftryk på muleposer. Der blev vist dukketeater for de mindste, og de nostalgiske, med Prop og Berta. Cirkusprinsessen fra Cirkus Aroma havde samlet hele gøglerkavaleriet til et brag af en fantasifuld festforestilling. Der var opvisning med brandvæsnet, hvor de klippede taget af en havareret bil. Der var mulighed for at prøve kræfter med at lave snobrød, popkorn og panderkager over bål.
Aftenen sluttede som solen gik ned og stjernerne i natten kom frem.
Fotos: Kurt Pedersen, Amager Fotoklub, Martin Larsen, Amager Fotoklub, samt Lea Hansen.