Ny bålhytte skal give flere gode oplevelser i det fri

En række foreninger har fået en bålhytte opført i Kongelunden
Bålhytten i Kongelundern er offentligt tilgængelig. Foto: DGI Storkøbenhavn.
Bålhytten i Kongelundern er offentligt tilgængelig. Foto: DGI Storkøbenhavn.

I den vestlige del af Kongelunden er der netop blevet opført en bålhytte, der skal fungere som et ekstra undervisningsrum for lokale skoler, et opholdsrum for grupper i naturen og et samlingssted for foreningers udeaktiviteter, skriver DGI Storkøbenhavn i en pressemeddelelse.

Det er de tre foreninger Kongelundens Outdoorforening, Familieidræt og CPH Outdoor, der står bag idéen til bålhytten, der opstod da en af dem havde brug for en sådan som et uderum til deres aktiviteter.

Sammen med Kongelundsfortet Outdoorcenter, UngDragør (dengang Dragør Ungdomsskole) og DGI Storkøbenhavn blev der tilbage i 2022 sendt en ansøgning om støtte til opførelsen af bålhytten af sted. Friluftsrådet har støttet med 200.000 kroner og Nordea-fonden med 130.000 kroner – lige som også lokale foreninger har været medfinansierende.

Troels Wassard Lund, der er leder af UngDragør, er meget glad for de nye muligheder:

»Vi har i UngDragør som ambition, at alle får rig mulighed for at opleve vores varierede nærmiljø og fantastiske natur – og denne bålhytte vil give os og byens børn, unge og øvrige borgere flere muligheder for at opleve og dyrke udelivet og naturen,« meddeler Troels Wassard Lund i pressemeddelelsen.

Han oplyser samtidig, at UngDragør vil gøre brug af bålhytten til aktiviteter og arrangementer i både skole- og fritid.

»Jeg er sikker på, at den nok skal blive brugt og nydt i fulde drag,« slutter Troels Wassard Lund.

Artiklen fortsætter efter billedet.

UngDragør vil bruge den nye bålhytte til aktiviteter og arrangementer i både skole og fritid. Foto: DGI Storkøbenhavn.
UngDragør vil bruge den nye bålhytte til aktiviteter og arrangementer i både skole og fritid. Foto: DGI Storkøbenhavn.

For alle

Bålhytten er offentligt tilgængelig, og der er intention om at etablere faste stier til hytten, så den bliver tilgængelig for alle – endda også kørestolsbrugere.

Datoen for en officiel indvielse af den nye bålhytte vil blive annonceret på et senere tidspunkt – men indtil da er alle velkommen til at kigge forbi og benytte bålhytten, oplyses der i pressemeddelsen.

De tre initiativtagende foreninger kommer i øvrigt også til at stå for åbne arrangementer i bålhytten, hvor man kan prøve foreningernes aktiviteter og samtidig få en fornemmelse af, hvad bålhytten kan bruges til.

Morten Christensen fra Kongelundsfortet Outdoorcenter og DGI Storkøbenhavn er heller ikke i tvivl, om at den nye facilitet vil blive flittigt brugt.

»Bålhytten har været længe undervejs, men timingen for dens færdiggørelse er helt perfekt,« skriver han i pressemeddelelsen.

Han oplyser begejstret, at en masse børn og unge allerede denne sommer i forbindelse med outdoorcenterets sommeraktiviteter vil få glæde af bålhytten. Og samtidig fortæller han også afsluttende om hyttens værdi fremover.

»På sigt kommer den til at have en kæmpe værdi både for UngDragørs aktiviteter i forhold til de lokale skoler og institutioner, som en base for foreningsaktiviteter i naturen og som udflugtsmål eller pausested for de mange tusind mennesker, der hvert år besøger Naturpark Amager. Så det er en bålhytte, som kommer til at se mange madpakker, smil og røde kinder i løbet af sin levetid,« lyder de i meddelelsen afsluttende ord fra Morten Christensen.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?