Kulturnat på Amager – det kan du opleve

Fredag den 11. oktober løber årets kulturnat af stablen i hele København. Her er en liste over ting, du kan opleve på Amager.  
Hvis man er heldig, kan man hilse på nogle af sine venner fra fjernsynet hos DR. Pressefoto: Kulturnatten

Traditionen tro bliver der afholdt kulturnat i fredag i uge 41, når skolernes efterårsferie går i gang. I København holder mere end 200 museer, teatre, biblioteker og kirker ekstraordinært åbent om aftenen – og på Amager er der også mulighed for at opleve en masse.  

Den boligsociale indsats på Amager, Amagerplanen, har lavet en guide til arrangementer på Amager, som alle med et kulturpas kan deltage i.  

Amagerplanen anbefaler følgende aktiviteter: 

Hop i Havnen 

Få en forfriskende oplevelse ved at hoppe i havnen med de garvede vinterbadere fra Bryggen. Der er isbad, hvis vandet er for varmt, og saunagus hver halve time. Kom glad med badetøj og to håndklæder. Du kan også få en snak med dem om, hvad vinterbadning gør for krop og sjæl, og hvordan det er at være en del af et unikt badeklubmiljø.  

Kostumer, kendte og Carmen Curlers  

Kom bag kulisserne hos Danmarks Radio og se, hvordan tv- og radioprogrammer bliver til. Du kan møde det DR, du ellers aldrig ser, samt komme til snigpremiere på Tidsrejsen 2. Der er også mulighed for at grave dybt i arkiverne og se dengang du selv, mor, far eller Onkel Erik var med i en udsendelse på DR.  

Ung i Urbanplanen 

Tag på en guidet lydvandring i Urbanplanen og mød de unge fra kvarteret. Du får høretelefoner på med en helt særlig omfavnende lyd, og gennem gåturen fortæller de unge i realtid om deres liv, drømme og udfordringer i et af Københavns mest omdiskuterede boligområder. Det er rørende, intenst og morsomt.  

Maskinhallens vilde forhistorie 

Den tidligere tvangsanstalt Sundholm inviterer indenfor til en guidet lydvandring, hvor fortid og nutid møder hinanden. Fra dengang hvor Sundhom var en tvangsarbejde-anstalt for fattige, hjemløse, tiggere, alkoholikere og prostituerede, og husede over 1000 beboere. Nu er der herberg og aktivitetscenter, og sammen med kunst, der tager udgangspunkt i fortidens Sundholm, hører du også stemmerne af stedets nuværende beboere. 

Leg og lokomotiver  

Tæt ved Amager Strand byder Traingamia inden for til en verden af tog-spil. Her får du blandt andet mulighed for at vise dine evner som lokomotivfører. Aktiviteten er for alle aldre, og der er fyldt med sjov og konkurrence, når du kan styre modeltog på en imponerende 21 m² stor bane. Måske er dette opfyldelsen af en drøm, du ikke vidste, du havde?  

Fri adgang og gratis transport 

Et kulturpas kan erhverves for 125 kroner og giver fri entré til alle arrangementer i programmet for en voksen og to børn under 12 år. Kulturpasset giver også fri transport med bus, metro og tog i Hovedstadsområdets zone 1-99. 

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?