Ny bevilling til udsatte familier: »Da vi fortalte det, brød de ud i råb og klapsalver«

Social- og Boligstyrelsen har bevilliget over 600.000 kroner til Familienetværket Amagerbro, så udsatte familier kan fortsætte med at mødes til fællesspisning og støtte.
I Familienetværket kan børn og voksne bl.a. deltage i fællesspisninger og hygge. Foto: Jens Peter Engedal.

Af Freja Bundvad

Familienetværket Amagerbro, et samarbejde mellem Amagerbro Frikirke og Blå Kors Danmark, har modtaget en bevilling på 601.115 kroner fra Social- og Boligstyrelsen.

Bevillingen skal sikre fortsættelsen af netværkets sociale aktiviteter og fællesskab for udsatte familier i lokalområdet det næste år. Det skriver Blå Kors Danmark i en pressemeddelelse.

Familienetværket Amagerbro tilbyder gratis sociale aktiviteter og fællesspisning til familier, der oplever udfordringer som økonomisk pres, sygdom eller skilsmisse. Netværket mødes hver anden torsdag i Amagerbro Frikirkes lokaler på Tingvej og skaber en tryg ramme, hvor familier kan finde støtte og fællesskab.

Projektleder Vibeke Kelway udtrykker stor glæde over bevillingen:

»Det er helt fantastisk, at vi har mulighed for at fortsætte vores aktiviteter til familier på Amager. Vi oplever, at familienetværket er en stor opmuntring og er et holdepunkt for mange familier, som har det svært. Da vi fortalte vores familier om støtten, brød de ud i glade råb og klapsalver – det betyder altså noget!«

Den økonomiske støtte er en del af en samlet bevilling på 2,9 mio. kroner, som fordeles til forskellige familienetværk under Blå Kors’ partnerskaber i blandt andet Herlev, Vesterbro og Humlebæk. Midlerne kommer fra en pulje til frivilligt socialt arbejde, og netværket er afhængigt af frivillige, der hjælper med alt fra madlavning til aktiviteter for børn og voksne.

Anne-Dorthe Moesgaard-Christensen fra Blå Kors fremhæver betydningen af frivillige:

»Ingen familienetværk uden frivillige. Vi er dybt afhængige af, at der er lokale ildsjæle, som vil være med til at skabe nogle gode og trygge rammer for familierne.«

Familienetværket på Amagerbro Frikirke mødes torsdage i lige uger fra kl. 16-19, hvor familier er velkomne til fællesskab og støtte i Amagerbro Frikirkes lokaler.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?